Adrenalinkick Fyn Rundt i Melges 20
‘En oplevelse man aldrig glemmer’
Af Søren Junker, Melges 20 GT Sailing
Klargøring af båd på havnen i Bogense torsdag aften. Meget tid på at kigge vejrmelding og en stærk formodning om at vi nok ville blive sendt i Lillebælt først. Det fik vi ret i.
Båden i vandet lige efter skippermødet fredag morgen, og så ombord med provianten. Besætning bestående af 4 mand. Min bror og styrmand, Morten Sørensen (studiekammerat) og Thomas Nathan (ansat ved Elvstrøm sails som vi aldrig havde sejlet med før). Vi var klar over at turen med Fyn om bagbord ville blive hurtig, men også våd og kold. Der er ingen steder at søge læ på en Melges 20, så det var bare om at få det overstået så hurtigt som muligt.
Provianten bestod af 5 rugbrødsklapper, 2 liter vand og 1 liter sodavand pr. mand og så en del chokolade og mueslibarer. En hue og en ekstra trøje til om natten og så afsted.
Start kl. 11.45 i 7-8 m/s på rent kryds, samme start som Morten Arndal i hans Smaragd 34. Krabbe bølger for en Melges 20, så diskussion om vi skulle søge bølgelæ under Røjle Klint eller gå efter medstrøm og nord-drejende vind under Jylland. Vi valgte til sidst at følge Arndal ind under Trelde næs. Han krydser fra os og vi mistede ham ved raffinaderiet i Fredericia, Vinden drejede pludselig syd i og han smuttede uden om spidsen ved Strib, mens vi måtte krydse videre. Vanvittig haglbyge med 15-18m/s lige før Strib og 3 minutter efter nærmest ingen vind. Heldigvis medstrøm, så vi kom videre men måtte krydse under begge broer og videre rundt om Gals klint ned mod Fænø. Lidt at spise og drikke på foran for tværs ud af den smalle del af Lillebælt.
Halvvejs nede mod Brandsø gik vinden endelig længere om i nord, og vi overvejede kort en skæringsspiler inden der kom endnu en byge med 15-18 m/s. Vi blæste udenom Scankap’er, X-79’ere og Expresser med 15-16 knob for storsejl og fok, og var glade for vi ikke havde nået at få sat en spiler. 15 minutter efter var vinden igen droppet til omkring 6 m/s og drejet i NV. Vi fik sat en spiler og bommede ned mod sydspidsen af Bogø. Holdt Scankap bag os men øgede ikke, og vi kunne se XR 41 komme tættere på, som den første af de store både. Så drejede vinden heldigvis tilbage i vest, og øgede til ca. 10 m/s, og vi fik 20 rigtig hurtige sømil hvor vi konstant loggede over 12 knob og i lange perioder omkring 14-15 knob. Her trak vi fra XR 41 og vi nåede Arndal igen ud for Helnæs, hilste og skyndte os hurtigt videre (tak til Morten for de fine billeder). Videre for fuld drøn og med vandet væltende ind over ned mod Horne Land, som vi lige kunne holde oppe, og så et par bomninger ind i bølgelæ bag ved Lyø. Her droppede farten til 9-12 knob (endelig lidt ro på og lidt mere at spise) men der var stadig skæring nok til at vi ikke skulle sejle alt for langt for at holde båden planende. Ved Lehnskov pynt kom de første store både (Al Capone og Quinta) uden om. Vinden to af ind mod Svendborgsundbroen. Og vi måtte bomme en del. Ved det gamle værft kom også XR 41 uden om igen. Vi havde noget modstrøm gennem Svendborgsund men klarede os igennem med spiler hele vejen og kunne også holde spileren op ud til Thurøbøjen, som vi rundede ca. kl. 22.
Fortsat spiler videre op mod kobberdybet. Kort før kobberdybet kom endnu en kraftig byge, som overraskede os (det var blevet mørk og vi var nok lidt for trætte og uopmærksomme). Da vi ved en fejl fik slækket spilerfaldet i stedet for Kickeren, fik vi lov til at arbejde lidt ekstra for at få styr på tingene igen. Ned med den store spiler og op med skæringsspiler (og så faldt vinden selvfølgelig igen), to bomninger ind gennem Kobberdybet og så spilerskift til den store igen og videre på skæring op mod Storebæltsbroen med en ret konstant fart på 11-12 knob. Spiler ned ved broen og foran for tværs inden om Romsø i jagten på strømlæ. Her kom den næste XR 41 udenom. Bølgelæ fra Romsø op mod Fyns Hoved gav mulighed for lidt mere mad og at få samlet lidt kræfter til det sidste kryds over til Æbelø. Vi rundede Fyns Hoved da det blev lyst, og slog med det samme ind under Fyn – både for at finde bølge- og strømlæ, men også fordi vejrmeldingen sagde at vinden skulle dreje syd i. Vinddrejningen kom aldrig helt, men der var store vindspring at slå på, så det lykkedes os at komme til Æbelø på ”kun” fire timer. Herefter ca. en time på bidevind ind mod mållinjen der blev krydset lidt før kl. 9 lørdag morgen.
Vi havde fulgt lidt med på trackeren og kunne godt regne ud at med den fart vi havde på ned ad bakke at vi ville være godt med fremme. Men vi var også meget i tvivl om hvor meget vi ville tabe på krydset ind, da kryds bestemt ikke er Melges 20’erens stærke side. Men de lykkedes at holde Arndal bag os, med de andre både noget længere efter.
21 af de vildeste og hårdeste sejlertimer jeg har oplevet, og som jeg nok heller ikke behøver at prøve igen – ikke foreløbig i hvert fald. Men også en oplevelse man nok aldrig glemmer.



















