
Stenrev i Horsens Fjord
Placering, vanddybder og afmærkning?
Da vi erfarede, at der nu er udlagt sten i Horsens Fjord, henvendte vi os til Horsens Kommune for at få svar vedrørende placering, vanddybder og afmærkninger.
Vi bekymrer os om vanddybderne hvor der normalt sejles, og det er ved Husodde og placeringerne ud for Dagnæs og Boller.
Stenrevene er ikke afmærket, så pas på!
I denne uge har vi følgende oplyst fra Horsens Kommune, som vi følger op på efter efterårsferien, med henblik på, at få revene afmærket hvor det er nødvendigt:
Stenudlægningen følger havbunden og varierer dermed i hvert af de 6 stenfelter, der netop er udlagt.
Smolt-revene (4, 5 og 6 på kortet) er dem med den laveste vanddybde over stenene, fordi målet er at hjælpe smolten over sandbunden. Stenene på de lave vanddybder læg- ges ud, hvor der findes spredte sten i forvejen.
De øvrige rev ligger på dybere vand og vil ligge mindst en meter under vandoverfladen. I forbindelse med udlægningen har Horsens Kommune prioriteret at fylde op med sten i de planlagte felter udefra og ind mod kysten, så flest sten ligger i bunker på dybere vand.
Da der er tale om spredte sten, der lægges i mindre bunker på havbunden (og dermed ikke egentlige rev), stikker stenene ikke højt op på havbunden.
Søfartsstyrelsen har vurderet, at stenene ikke vil være til gene for de sejlende i området, da stenene etableres, så kajakker og små fartøjer kan sejle over dem i visse af områder- ne. I de resterende områder vil sejladsen i forvejen blive ledt længere væk fra kysten.
På den baggrund er der ikke krav om, at områderne skal afmærkes, men oplysningerne vil hurtigst muligt fremgå på søkort, når Geodatastyrelsen har fået lagt oplysningerne ind på kortene.
Kortet herunder viser de seks stenrev med søkortet som baggrund, så det er muligt at danne sig et overblik over vanddybderne: