3 DM medaljer til Horsens Sejlklub


Stor DM weekend med Guld, Sølv og Bronze til Horsens

Horsens Sejlklub var med helt fremme ved weekendens DM for Holdsejlads for optimister i Fåborg og DM i Skift joller i Aarhus

DM Guld i Holdsejlads for optimistjoller

I weekenden stillede Horsens med hele tre klubhold til årets DM i holdsejlads i Faaborg.

Efter en række utroligt spændende indledende sejladser lørdag i let vind, lå HSH1 godt med, men skulle
oppe sig om søndagen for at ende helt i toppen. Heldigvis var holdet flyvende om søndagen og
viste deres træner Jacob Palm og alle andre, at de mange og intensive træningstimer på Horsens
fjord ikke var forgæves.

Holdet endte med at sikre sig sejren på flotteste vis med en sikker 2-0 sejr
i finalesejladserne.

De to andre hold fra Horsens bestod af sejlere, der alle var med til hold-DM for
første gang. De kæmpede flot og endte som hhv. nr. 9 og 13.
HSH1: Erik Futtrup Havemann, Natalie Palm, Albert Blæsbjerg og Sylvester Berg
HSH2: Sofie Dall, Vilma Blæsbjerg, Luca Fløe Toftgaard og Hannah Meyer Barny
HSH3: Katrine Sennels, Oliva Skytte, Thea Lindstrøm og Lærke Palm

 

DM sølv til Nanna i 29er

Nanna og Marie 29er.

Så er Skiff DM for 49er, FX og 29er i Aarhus veloverstået. Der var i alt fjorten 29ere til start og i det smukke og solrige efterårsvejr, blev der gennemført hele 10 sejladser fordelt på lørdag og søndag. Forholdene var letvind fra sydøst med masser af sol. Dog var der spejlblankt på Aarhus bugten søndag morgen, så vi måtte vente et par timer med AP på land inden, vi blev sendt afsted på vandet.

Marie Maier og jeg havde en lidt hård førstedag, men kom godt igen om søndagen, hvor vi stabilt var med fremme. Vi ender derfor med at snuppe sølvet og endnu engang bekræfte, at vi er de bedste piger i Danmark til at sejle 29er.

Det næste event vi ser frem mod er uge 42 lejren, som finder sted i Aarhus. Derefter tager vi sydpå til Gardasøen for at sejle sæsonens sidste Eurocup. 

Vi glæder os!

//Nanna

 

DM Bronze til Anne-Marie Rindom i 49fx

Anne-Marie Rindom ved 49fx roret, stående  i trapez – ny situation for Horsens til OL sejleren

En af de store overraskelser til weekendens skift DM var, at Anne-Marie Rindom stillede op i 49fx, sammen med Ellen Schouw fra Marselisborg.

Sejlerlandsholdet har kommenteret som følger:

Rindom og Munch skifter ILCA’en ud med 49erFX …i hvert fald for en weekend.

Sejlads er nemlig en helt vidunderlig sport, hvor man kan blive ved med at udfordre sig selv og prøve nyt. En slags ‘sportens pandoras æske’, der hele tiden byder på nye lag.

I weekenden har skifferne sejlet DM i Aarhus, og der var både Anne-Marie Rindom og Anna Munch at finde med rorpinden i hånden. Rindom kan nu sågar kalde sig 49erFX bronzevinder sammen med Ellen Schouw

Stævnet blev vundet i overbevisende stil af Johanne & Andrea Schmidt, mens Carl Emil Sloth og Simon Christoffersen løb med DM-titlen på 49er-banen.

Dejligt at se 49fx storsejl med Horsens til OL og Schur logo i storsejlet.

 

 

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os