
Mindeord for Hugo Nielsen. Tidligere formand for Horsens Sejlklub
Fredag den 17. juni gik flaget på halv i Horsens Sejlklub, da fik vi besked om, at vores tidligere formand og æresmedlem Hugo Nielsen er afgået ved døden, 80 år gammel.
Hugo var en markant formand for Horsens Sejlklub fra 1999 til 2007
Hugo startede som sejler som 17 årig. Byggede en BB jolle, fortsatte i Snipe sammen med sin bror Ole igennem flere år og med deltagelse i kapsejladser i ind- og udland.
Der blev holdt pause fra sejlsport i en årrække, hvor Hugo dyrkede konkurrenceflyvning og vandt adskillige danske mesterskaber i præcisionsflyvning og kunstflyvning.
I 1985 vendte han tilbage til sejlsport med kommentaren ’Jeg vil ønske at jeg var lige så god til at sejle, som jeg var god til at flyve’.
En Luffe 37 blev apteret sammen med svoger Niels og de var sammen aktive i danske distancekapsejladser sammen med yngre medlemmer af familien.
I 1995 blev Luffen skiftet ud med en Halberg Rassey 36. En turbåd, som dog også kunne sejle lidt kapsejlads som Fyn Rundt, men nu i en turbesætningen med fru Jette og gode venner ombord.
Da Hugo overtog formandsposten i Horsens Sejlklub, var det især med et ønske om, at gøre ungdomsafdeling mere kapsejladsorienteret.
Horsens Sejlklub skulle på resultattavlerne i ind og udland igennem intern rekruttering, fra en velfungerende ungdomsafdeling.
Der skulle hyres dygtige trænere og sættes mere fokus på at sejle, og sejle kapsejlads, før der blev serveret kakao.
I Hugos formandstid blev der også etableret et koordineret sponsorarbejde igennem et nyetableret sponsorudvalg, idet Hugo indså, at der skulle penge til at promovere ungdomsarbejdet og talenterne. Kulminationen af dette initiativ nåede Hugo heldigvis at deltage i, da Anne Marie Rindom stolt viste ham guldmedaljen i klubhuset i august 2021.
Fundamentet for de fantastiske resultater, som mange unge sejlere fra Horsens Sejlklub har opnået fra årtusindeskiftet til i dag, blev helt sikkert skabt under Hugos tid som formand.
Trods mange sværere udfordringer de sidste leveår, formåede Hugo at bevare sit optimistiske livssyn til det sidste. Han deltog så længe det var muligt i klubbens arrangementer, og når seniorerne mødtes søndag formiddag i klubhuset.
Vores tanker går til Hugos søn Niels Peter samt til hele familien.
Æret være Hugo Nielsens minde