Hvad er Horsens Havns planer for fremtiden ?
Vores flittige reporter, har været på besøg hos Horsens Havn
Samtidig med at nye boliger etableres på Gammelhavn, udvider vi havneområdet ud i fjorden. Dels for at etablere bedre betingelser for eksisterende og nye virksomheder på havnen. Dels for at skabe nye rekreative områder og aktiviteter for borgere, gæster og turister i Horsens.
– sådan skriver Horsens Havn på hjemmesiden og viser nedenstående billede – hvor den skitserede udvidelse er et udtryk for, hvor udvidelsen KAN finde sted etapevis og i takt med der er behov. Det er slet ikke planlagt endnu. Alle muligheder er i princippet i spil.
Jeg aflagde besøg på havnekontoret for at høre lidt nærmere om planerne herunder omfartsvej og vinterplads, – retfærdigvis må det nævnes, at de sidste punkter ikke er havnens ansvarsområde.
Direktør Claus Holm Christensen fortalte velvilligt.
Det er den allerførste start på en proces, der skal sikre havnens fremtid. Sådanne procesforløb er meget langvarige. Der går år fra de første tanker til anlægget kan tages i brug.
Om 10 år i 2030 skal havnen afgive til Horsens Kommune det vestligste havneareal og i 2034 det næste stykke. Det kræver landareal og kaj at drive havn. Derfor skal fremtidens havnearealer sikres.
Det er en invitation til dialog, som det også klart fremgår af havnens hjemmeside. Kom med forslag/kommentarer!
Der er stadig lidt uafklarede punkter om omfartsvejens endelige vejføring. Der er en udfordring i krydset ved Bilka – Ove Jensens Alle/Høegh Guldbergs Gade – som skal løses først. Skønner 3 år fra nu.
Planen om vinterplads syd for åen, det østligste hjørne, lavet sammen med omfartsvejen er stadig gældende.
Jeg vil anbefale at følge med på havnens facebook- eller hjemmeside: horsenshavn.dk
Carl Gerstrøm
Bemærk
Horsens Sejlklub har tidligere opfordret medlemmerne til at tage stilling til et borgerforslag fra Klaus Schubert. Læs mere om det.her