En beretning fra en DH/DM vinder


Vejen til et DH/DM mesterskab v/ Morten Arndal

Optakten

Vi er et godt sammensejlet team bestående af Morten Fjerbæk, Dennis Petersen, Brian Foged og undertegnede. Alt er perfekt indtil Dennis skriver, at han har alvorlige problemer med ryggen efter at have trænet for hårdt. Til dem, der ikke kender Dennis, kan jeg tilføje at han har større muskler end os andre tre tilsammen og han er således med både muskler og teknik uerstattelig på et fordæk. Fordelen ved at være sammensejlet er blandt andet, at vi ved hvad hinanden tænker og vi ved hvordan vi skal være overfor hinanden i både modgang og medgang – vi prioriterer, at vores rytme ikke skal forstyrres og sejler derfor 3 mand.

 

Vi damper af mod Middelfart torsdag efter arbejde. Jeg sejler Lamborghini Rumba alene og Fjerbæk og Brian i Drabant 38’eren, som vi har med som hotelbåd. Der er lagt op til en luksustur!

 

Dag 1, fredag.

Vi starter dagen med udsættelse pga. manglende vind. Der er planlagt to distancesejladser – det ændres til kun en.

 

Banen vi sejler er mellem nogle udlagte bøjer og så skal vi en tur rundt om Brandsø. Vi sejler på vores cirkelmål og banen skal derfor indeholde ca. 25% kryds, 25% læns og 50% slørsejlads. Heldigvis kan vi bære spileren på det meste af slørsejladsen. Havde vi ikke kunne det, ville vi have fået problemer med konkurrenter, der har code 0, A1, 2 og 3 og hvad det altsammen hedder. Hos os har vi tre sejl – storsejl, fok og spiler. Men heldet var på vores side og vi vinder sejladsen.

 

Dag 2, lørdag

Der skal sejles på op-ned baner og det er klart det, vi brænder for. Vinden er meget svag og springer en del. Banedommeren kan vælge mellem 3 måltal. Let, mellem eller hård. Vi har en forventning om, at vores mål er godt, hvis vi kommer til at sejle på letvejrsmålet, hvilket  bliver tilfældet. Efter første start ligger vi langt længere fremme end vi havde troet vi ville komme til. Vi er langsomste båd på måltallet og kan derfor vinde sejladsen, selvom vi kommer sidst og på den måde ved vi, at hvis ikke vi er sidste båd, er det nok ikke helt skidt. Desværre kommer vi på andet opkryds til at sejle i en banan. Det vil sige vinden rummer og så vil man jo gerne blive, men den rummer mere og mere og mere…og når det sker, skulle vi helst have været på den anden side af banen. Nu bliver vi aldrig uvenner ombord, men vi kan måske sige, at der for første gang blev evalueret intenst. 

 

Det skal vise sig at dagen bliver meget svær og vi kæmper virkelig med det. I den lette vind har vi slet og ret svært ved at følge med – især på lænseren. Heldigvis er vi ikke de eneste der har det svært, så efter dagens 3 sejladser holder vi trods alt en 2. plads samlet set, men der er nu langt op til 1. pladsen, da Torsten Bastiansen vinder alle 3 sejladser i sin x-35. Vi trøster os med, at hans sejlgardarobe alene koster cirka det dobbelte af vores båd alt inklusiv og så har vi jo isterninger til en drink i Drabanten! Forventningerne bliver nedjusteret. Måske er vi ikke så hurtige, som vi går og håber på. Med udsigten til mere vind i morgen er vi noget spændte. Det positive er, at det passer bedre til båden, det negative er, at båden får et dårligere mål i forhold til konkurrenterne. Og ja, det med måltal fylder meget sådan en weekend og vi drømmer os lidt tilbage til klassebådssejlads.

 

Dag 3, søndag

Vi er tidligt på vandet og gør os umage med at læse vindforhold og strømforhold og vi gør os umage med at få båden trimmet godt ind. Vi er enige om, at vi vil på højre side af banen dels fordi strømforholdene taler for det og dels fordi vejrudsigten lover en lille højredrejning. Uafhængig af fordel på linjen vil vi derfor starte til luv, så vi hurtigt kan komme mod højre. Vi får en drømmestart og kan følge vores strategi. Nu er det pludselig rigtigt sjovt, for vi sejler stærkt og ligger midt på første opkryds cirka midt i feltet – foran både, der burde være et godt stykke foran os. Når det så går godt, kommer der sjovt nok mere ro i båden. Fjerbæk finder de fineste veje og Brian supplerer. Tonerne er positive og jeg skal bare styre. Som sejladsen skrider frem glider de andre både fra os. Nu går der måltal og matematik i den igen. Vi har en god fornemmelse, men forreste båd var alligevel et godt stykke foran os.

 

Næste sejlads er tæt på en gentagelse dog med den undtagelse, at Fjerbæk på lænseren lige tjekker om resultatet fra første sejlads er opdateret. Vi har vundet den første sejlads fortæller Fjerbæk og Brian og jeg skal lige spørge ind til, om han nu er helt sikker. Det er han og koncentrationen får nu endnu et nøk. Vi går i mål og mener, at vi ligger nogenlunde samme sted som i foregående sejlads – men hvis nu banen er kortere, så skal vi også være tættere på konkurrenterne. Der går måltal og matematik i den igen – igen.

 

I tredje og sidste sejlads får vi igen lavet en kongestart og fordi vi overraskende nok kan, holder vi lidt på feltet, der ikke kan vende ind foran os med undtagelse af x-35 og Italia 9.98. Efter cirka et par minutters sejlads går x-37eren bag os og da det er hamrende dygtige sejlere, ved vi bare, at det her er godt igen. Som i foregående sejlads opdateres vi på lænseren og kan notere, at vi med endnu en sejr i foregående sejlads nu ligger 1 i stævnet. Resten ligner det vi kender. 

 

På vej ind kan vi regne ud, at vi har vundet DM uafhængig af sidste sejlads, fordi Torsten Bastiansen stiller op for Flensburg og med tysk besætning. Af den grund kan han ikke vinde et DM, men han kan vinde stævnet. Vi opdaterer på skift med ret korte mellemrum. Har vi slået Torsten også? Det har vi! Vi vinder sidste sejlads og Torsten bliver 2ér, både i sidste sejlads og i stævnet. Glæden er stor og ekstra stor, fordi vi havde nedskrevet vores forventninger.

 

Tusind tak til Fjerbæk og Brian der bare har styr på det og er over både båden og forholdene konstant – med andre end dem ombord havde vi ikke vundet. Og så vil jeg afslutningsvist nævne, at DH-DM sejles i Middelfart igen næste år, så skriv eller ring, hvis vi skal lave en fælles HSH-tur 🙂

 

Med sejlerhilsen Morten Arndal

 

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

 

 

 

 

 

 

Skriv til os