Unge sejler afsted på sommerlejr
Unge sejlere fra Horsens vil på torsdag suse ud til Borre Knob i deres forskellige joller. Her vil de slå lejr og vågne op til nogle dage fyldt med hygge og sejlads – med og mod hinanden.
“Det giver en masse timer på vandet, når vi tager på sådan en sommerlejr. En 3-4 dages træning her giver mere, end hvad vi når på en hel måned til træningsaftenerne,” siger Jacob Nikolajsen, der er cheftræner for ungdomsafdelingen i Horsens Sejlklub
Sommerlejr for alle
På turen deltager medlemmer i alderen 7-16 år. Både erfarne og nybegyndere. De unge sejler i optimist, Zoom og Laser – altså et godt udvalg af de forskellige jolletyper. Programmet for de forskellige dage varierer lidt. I nogle træninger samler man de mest erfarne, mens man i andre mikser på tværs af alder og niveau. For de helt nye sejlere bliver sommerlejren en særlig oplevelse, spår Jakob, der har været med som træner ved Borre Knob igennem 18 år.
“For de nyes vedkommende får de virkelig rykket nogle grænser. Nogle af dem har knap nok været uden for havnen, men nu skal de så til at sejle ud i den anden ende af fjorden. Det lærer de super meget af,” siger Jacob, der dog understreger, at man ikke presser de unge af sted, hvis de ikke har lyst eller vejret er for dårligt.
Sammen på en anden måde
Det hele handler dog ikke kun om sejlads. De unge sejlere får også rigeligt af tid til meget andet.
“Selvfølgelig er vi kommet herud for at træne en masse, men det er lige så meget for, at de unge kan bade, hygge og lære hinanden bedre at kende. Det er jo en helt anden måde de er sammen på, når de er derude end derhjemme til aftentræning, siger Jacob Nikolajsen.
Udover Jacob er der 3 andre trænere med på sommerlejren samt et hav af forældre, der laver mad og sørger for en masse af de praktiske ting.
Sommerlejren foregår ved Borre Knob fra torsdag 28. juni til og med søndag 2. juli.
/Thor Schriver Magnusson