Pigekapsejladsen om onsdagen blev i weekenden, af 4 seje Horsens pigesejlere, spicet op med Fyncupen 25.

Læs deres spændende beretning:

Forrygende tur rundt om Fyn i frisk vind iblandet et par voldsomme vindstød. Vi stævnede ud fra Bogense i spændt forventning. Alle tjeklister var krydset af og forsyningerne i kølebokse var i overflod.

Om sejladsen

Vi kom godt over startlinjen. Med to reb i storsejlet, lille fok og med alle mand på kanten kunne vi selvsagt ikke helt følge med de andre 8 X79’ere, men vi kunne holde Xenia, som båden hedder, på kurs og nyde synet af de mange sejlere i løbet.

Mange af de andre både havde fuld rig og smed sig så meget i vandet, at vi langt hen at vejen kunne følge med. Da vi nåede Lillebælt og vindtrykkene tog til, måtte vi se de første sejlere vende om. Under vejs gennem lillebæltet og farvandet efter ændrede vinden karakter og fok blev til genua og genua til fok. 2xrebning til 1xrebning til fuldt storsejl til 2xrebning – op, ned, op og ned.

På højde med Årøsund kom de helt store tryk ind, og længe fulgtes vi her ad med en X332. Vi blev her passeret af de store og smukke både fra de sidste starter – alle med klap og tumbs up – fantastisk at se dem og skønt at blive opmuntret og heppet på.

Spiler op og ned – dramatik

Helnæs fyr blev passeret, sejlretningen ændret og vinden løjede lidt, så nu var det tid til at sætte spileren. Faldet til stagen var røget op og måtte først hentes ned, så en kvinde i masten blev igen i år et issue. Men wauw hvor var spileren flot, og wauw hvor var vi tilfredse og farten løb godt op. Vinden friskede igen. Vi var på vej ud af læ fra Lyø.

Vi havde fulgt godt med i, hvordan bådene foran mistede kontrollen over deres spilere, så den måtte ned igen. Så var fanden løs. Spileren snoede sig rundt om forstaget, der sad den fuldt og fast. Uheldigt nok var der også udsigt til grundt vand, så storsejlet kunne ikke holdes til at læ for spileren, hvis vi ville videre – hiv og slid og alle på fordæk i livliner – ned kom den og uden revner. Uha, her var vi næsten endt. Friskt mod og videre med genuaen passerede vi 11,2 knob – fantastiske følelse.

Natten – bommen røg af og plotter gik i sort

Mørket faldt på og trætheden sneg sig på skift stille ind på os. Igen friskede vinden og genuaen måtte ned og fokken op, og lige her gik den nyere Garmin plotter så i sort. Et vindspring og en pludselig bomning. Bommen røg af – hold nu k…, lang vej hjem for forsejl alene. Men et eller andet sted har nogen holdt hånden over os, for der lige på skinnen ved det inderste undervandt, der lå den løse skrue, som med en ny splitte kunne gøre, at bommen hurtigt kom på plads igen.

Svendborgsund og Storebælt

Vi passerede Svendborgsund broen i stille vind. Vi kunne høre motoren snurre på en bagvedliggende. Da de passerede, fik vi forklaringen – de var uden mast, som var brækket i et tryk. Nu var vi oppe i gear igen, og sejlede de lange stræk op mod Storebæltsbroen, hvorfra man kunne se lyset, efter bøjen ved Thurø var rundet.

Det blev efterhånden også køligt, så huer og vanter med varmeposer og tæpper blev fundet frem fra et kaos af en båd, hvor alt var blevet godt endevendt. En sejlerhandske var forsvundet i mængden af tøj, veste med mere. Den dukkede først op igen, da alt blev pakket ned.

Morgengryet kom, og vi sejlede i det smukkeste af alle scenarier op og under Storebæltsbroen. Stabil jævn halvvind. Efter broen blev søen urolig, og vi hakkede os godt op mod Fyns hoved ud om bøjerne, og hvor skulle vi nu hen? – plotteren spillede os igen et puds, så vi mistede tid, inden vi helt fik styr på sejlretningen igen.

Fra Agernæs til grundkosten ved Æbelø er der bare meget meget langt på kryds og i voldsom modstrøm, fordi vi er trætte – for ikke at sige udmattede. Endelig rundede vi kosten og kunne sejle i mål efter et par slag, hvor vi igen tabte terræn på grund af den stærke modstrøm.

Tilbage i Bogense

Men sikke en følelse, at passere og høre det trut, det fortæller os, at vi har gennemført. Den sidste udfordring er tilbage, at sejle ind i havnen gennem et meget smalt havnehul i frisk modvind. Planerne blev lagt og en sidste gang måtte storsejlet rebes og den lille fok op, så vi kunne afpasse farten. Det gik lige efter planen og snart var fortøjningerne fastgjort og det var tid til highfives knus og kram. Vi gjorde det.

Sidste forhindring i Horsens

Efterspil: Som én i teamet sagde, vi manglede bare at gå på grund. Det fik vi så klaret, da vi søndag anløb havnen i Horsens, hvor vi midt i sejlrenden måtte konstatere, at der simpelthen ikke var vand nok. Ud med ankeret og to mand på bommen og afvente at vandstanden ville stige igen – ikke uden et opkald til havnefogeden, som ikke tøvede med at komme os til hjælp, lykkedes det os alligevel selv at komme fri og ind på egen plads, hvor nabobåden stadigvæk stod med skæv mast. Men vi var hjemme med alle og alt i god behold.

Om samarbejde og være et fantastisk team

Det er noget helt unikt at sejle fire piger sammen i en udfordrende sejlads. Samarbejdet skal fungere på en måde, hvor alle trives. Humør og pytknapper ombord. Vi har grint, vi har åndet lettet op mere end en gang, og vi har været så trætte, at man kunne sidde ret op med sin telefon i hånden og falde i søvn. Alle muskler har været i brug – og været trukket mere end godt i ved at holde en spiler i frisk vind.

Alle er opmærksomme på alle, og alle hjælper når der skal mad og drikke til. Varm mad er en velsignelse ved midnat. At tisse på en spand kan skræmme mange væk, men i praksis har det fungeret, det svære er at tage sig sammen i tide og at få sig pakket ud af alle sine mange lag at sejlertøj.

Opfindsomhed og løsningsorientring har været stor hos alle – alt er blevet fikset under vejs. Hvis man ikke kender hinanden godt inden, så gør man det efter sådan en fælles tur, hvor vores hver især måde at opleve og reagere på både det smukke, det vilde, det fantastiske, det udfordrende og det bærende bliver tydeligt. Derfor er det også et helt særligt fællesskab der opstår – også med de andre sejlere.

Det er sjovt at mødes med sejlere i samme bådklasse, hvor man udveksler fif og bliver klogere på trim og rig. Torsdag aften var der fælles grill med de andre X79’ere mega hyggeligt og fredag morgen er der fælles morgenmad i det store sejler telt, som også sørger for, at vi får en gang varm suppe, når vi er inde igen. Sådan en oplevelse bærer man længe med sig og føler varmen helt ind i kroppen, når man tænker på det fantastiske team vi er. Vi håber at endnu en champagneflaske skal åbnes i 2026.