Sankthansaften i HSH


Igen i år gik Jazzhors, Restaurant Pynten og Horsens Sejlklub sammen om at arrangere Sankthansaften. Det blev på alle måder en forrygende aften.

 

Allerede om formiddagen gik matroserne i gang. Tømmerflåden blev sat i vandet og bålet stablet op. En heks var på forhånd fremstillet og hun blev sat på toppen inden flåden blev slæbt ud og placeret i hjørnet foran klubhuset.

Fra kl. 18 myldrede gæsterne ind. Alt hvad der i disse coronatider måtte være ude som inde var fyldt op. Dejlig menu ledsaget af dejlig musik i et vejr, som ikke kunne bestilles bedre. Alt gik op i en højere enhed denne midsommeraften. Midsommervisen blev afsunget inden døre i respekt for coronareglerne.

Kl. 21.00 meget præcist blev bålet tændt. Mange mennesker på broerne nød synet i mindre klynger. Jo! – coronareglerne blev respekteret.

Der var mange både på fjorden og en efter en vendte de hjem som aftenen skred frem.

Ved 23-tiden tynde det ud på terrasserne, men det var svært at løsrive sig en sådan aften.

Sankthansaften 2020 vil gå over i historien som en af de helt sjældne.

Tak for et fremragende arrangement! (CG)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os