Sæsonopdatering fra 29er sejler Nanna


Nanna Schroll Nørgaard er en af Horsens Sejlklubs unge talenter, som støttes af Insero Horsens. Her er en beretning fra kapsejladsaktiviteterne efter sommerferien

29er EM i Saltsjöbaden Sverige

Efter en lang sommerferie tog Marie Maier og jeg til Stockholm for at deltage i EM for 29ere. Stævnet strakte sig over 6 dage hvor af de første tre dage blev sejlet kvalifikations sejladser og de sidste tre blev der sejlet finale sejladser. 174 både stillede til start og var fordelt i fire fleets.

Dagene igennem var vinden let til mellem, og da vi sejlede mellem skærene var der ingen bølger.

Under sejladserne var det meget afgørende at komme væk fra feltet lige efter start, så man kunne slå på de rigtige skift.

Den første dag kom vi godt fra start, men måtte acceptere at vi i anden sejlads havde været for langt fremme lige inden start. Serien blev derfor 3, BFD, 9.

Efter den sidste dag i kval havde vi brugt vores fratrækker på en BFD og havde også to tunge sejladser som skulle tælle. Dermed gik vi ind til finale sejladserne i sølvfeltet 7 point fra guldfeltet.

I sølvfeltet var feltet meget tættere at sejle i og kampen om pladserne i starterne blev noget sværere.

Vi formåede dog i en sejlads at få der hele til at lykkes i starten og rundt på banen, hvilket resulterede i at vi sejlede over mållinjen som den første båd.

Marie og jeg ender samlet som nr. 51 overall og 7. i sølvfeltet.

Alt i alt et super fedt stævne med masser af nye erfaringer, som vi tager med os videre:)

// Nanna

Resultater:

Kvalifikation

Finale

 

Skiff DM i Hellerup

Efteråret har budt på en række stævner rundt i Danmark. Først UDM i Juelsminde, dernæst Harboe cup i Skælskør samt Skiff DM i Hellerup. 

Til DM i Hellerup sejlede vi i ekstremerne. Om lørdagen blæste det fra vest med stød op til 14 m/s. Det resulterede i 3 gennemførte sejladser og en tidligere ende på dagen. 

I den første sejlads laver Marie og jeg en luvstart og fører hele banen rundt indtil sidste bomning, hvor vi desværre kæntrer, i det et voldsomt pust rammer sejlene lige midt i bomningen. Vi ender derfor 10 i sejladsen. Bedre går det i de to næste sejladser, hvor vi formår at holde os i top tre. 

Søndagen var modsat lørdag let vind fra vest. Der blev gennemført 5 sejladser, hvor vi formåede at holde et stabilt niveau. Vi endte derfor på en samlet 3. plads, hvilket vi var tilfredse med. 

De to andre foregående stævner (UDM i Juelsminde og Harboe cup i Skælskør) havde vi ligget 3’er efter førstedagen og 5’er efter sidstedagen. Så det var dejligt endelig at kunne holde placeringen.

Vi ser frem til næste kommende stævne på Garda, som er årets finale Eurocup.

//Nanna

Resultater:

https://www.manage2sail.com/da-DK/event/DMSKI#!/results?classId=8c75515a-957f-4c0e-a448-200f3f300b44

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os