Nyt fra bestyrelsen


Mandag den 18.9. var bestyrelsen samlet til årets 6. bestyrelsesmøde, så hermed lidt om, hvad vi havde på programmet:

Pynten

Har fyldt meget hos formanden og det udvalg, som arbejder med at finde en ny forpagter.

Vi har haft gode drøftelser med nogle interesserede, som til nu, desværre ikke har ført til en ny aftale. Vi udvider søgningen, og forhåbentlig har vi en ny forpagter klar til den nye sæson.

Heldigvis har Jesper haft en god sensommer, og der er booket en række selskaber og arrangementer som gør, at Jesper fortsætter driften, i første omgang frem til nytår.

Pynten har en række gode tiltag i den kommende tid, som vi håber at sejlklubbens medlemmer vil bakke godt op om. Læs mere her

Bæredygtigheds strategi

Klubbens bæredygtigheds udvalg er nu i gang på 2. sæson. Bæredygtighed kommer til at fylde mere og mere i klubben, og bestyrelsen har nu vedtaget et oplæg til bæredygtigheds strategi for Horsens Sejlklub. Den vil snarest blive præsenteret for klubbens medlemmer.

Vi fik en super god omtale i Horsens Folkeblad, af vores deltagelse i WORLD CLEAN UP DAY i lørdags, hvor vi fik indsamlet godt 80 kg. affald fra Horsens Marina. Læs artiklen fra Horsens Folkeblad her

Horsens Marina

Torsdag i denne uge er det SU-møde, hvor Marinaens klubber mødes med Horsens kommune og medarbejderne på Marina kontoret.

Der er en lang dagsorden, hvor vi forhåbentligt får mere klarhed over udfordringerne med mastekran, fejl på nyrenoverede broer, renovering af ydermolen, rust fra Sydkajen, ny lokalplan som ikke er vedtaget endnu, eventuel flytning af vinter pladser til Sydhavnen, tyverier fra både og andre emner, som klubberne har bragt på bane.  Vi har også opfordret til, at brugerne af Horsens Marina bliver enige om et fælles kodeks for god kommunikation. Referat følger.

Mongo
Matroserne er godt i gang med at renovere syd gavlen på Mongo, og mangler nu kun et vindue i gavlen. Flot arbejde.

Næste opgave er at få orden på loftet og få lavet en god ordens vejledning for alle, som bruger huset.

Kommunikation

Vi har gennem sommeren testet en ny app OMBORD, som skal være Horsens Sejlklubs bindeled mellem klubben og medlemmerne. Vi har vedtaget, at vi introducerer den for medlemmerne, når den er mere gennemtestet.

Hjemmesiden er ved at have nogle år på bagen, så det blev besluttet at vi snarest muligt introducerer en ny.

Kommende generalforsamling

Vi kan allerede nu melde ud, at der bliver generalforsamling mandag den 15. januar.

Økonomi

Et fast punkt er økonomiopfølgning. Der er kun 6 uger tilbage af regnskabsåret, og som det ser ud nu, får vi et rigtig godt resultat. Vi er godt rustet til de udfordringer vi har med Pynten og forventer fortsat at kunne holde vores både og udstyr up to date.

Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer
har et ønske om at afholde deres årlige sommerstævne i Horsens i 2024. Man regner med op til 40 fartøjer i størrelsen 15-50 fod, som kommer til Horens i weekenden i uge 28, hvor der skal være hygge og sejlads.

Det blev besluttet at vi gerne vil stå for arrangementet og arbejder videre med planerne.

Standernedhaling den 28. oktober
Sæt x i kalenderen til den årlige standernedhaling med efterfølgende frokost og prisuddelinger på Pynten. Mere følger snarest.

p.b.v.
Peter Bjerremand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os