Julehilsen fra Formanden for Horsens Sejlklub


Kære klubkammerater,

Timeglasset for 2025 er ved at rinde ud, og i den forbindelse sendes hermed en lille julehilsen på bagkant af, hvad jeg vil tillade mig at kalde en forrygende sæson med dejligt sejlervejr, fine arrangementer på fjorden og masser af aktivitet i og omkring vores klubhuse.

Efter det første år som formand er der flere ting der slår mig som positivt ved at være medlem af Horsens Sejlklub, men én ting overstråler alle andre, nemlig det store fællesskab jeg oplever hver eneste gang jeg observerer eller selv deltager i en af klubbens aktiviteter, hvad enten det er klubaftener, skolebådssejlads, kapsejlads, matros-dage, krabbeklub, jolletræning, julebanko, fredagsbar, søndagsklub eller noget helt 10.´ende. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at sige en særlig tak til alle jer, der i det daglige bidrager til dette fællesskab som frivillig hjælper eller ”bare” som deltager – TUSIND TAK!

2025 har budt på mange spændende aktiviteter hvoraf flere rækker ind i 2026. Eksempelvis er udbygningen af havnen for alvor ved at tage form, og det bliver spændende at følge de afsluttende arbejder frem mod det færdige projekt, som ifølge pålidelig kilde fortsat følger tidsplanen og dermed står klar til sæsonstart i april.

Om vores nye legeplads når at blive færdig til standerhejsningen er stadig lidt uvist (vi venter fortsat på godkendelse fra kystinspektoratet), men sikkert er det at finansieringen er på plads og vi glæder os til i løbet af 2026 at kunne tilbyde en helt ny og moderne legeplads til vores yngste medlemmer og andre brugere af havnen.

Ligeledes ser vi frem til at få planlagt og igangsat en indvendig renovering af Mongo. De mange forskellige aktiviteter i Horsens Sejlklub kræver, at vi har opdaterede og velfungerende faciliteter og her må vi erkende, at Mongo, som er vores mest benyttede bygning, trænger til en kærlig hånd. Renoveringen står meget højt på bestyrelsens prioriteringsliste og kommer til at tage en del fokus i det kommende år.

Men inden vi kommer så langt, har vi i de mørke vintermåneder en række klubaftener, som jeg kun kan anbefale at man deltager i. De hidtil afviklede arrangementer har været både hyggelige og spændende, og om end de har været velbesøgte er der plads til flere, så hold øje med opslag på hjemmeside og i nyhedsbrevene og få jer meldt til – jeg håber vi ses!

Afslutningsvist vil jeg ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nyt år med masser af god vind og dejlige oplevelser der hvor vi alle drømmer os hen i denne mørke tid, nemlig på vandet!

Glædelig jul!

/Morten

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

 

 

 

 

 

 

Skriv til os