ILCA-stævne ved Gardasøen


Påsken blev – som for mange andre – brugt ved Gardasøen, hvor jeg deltog i det store ILCA-stævne i Malcesine og sejlede ILCA 6. Det var mit første udenlandske stævne i ILCA-jollen, og spændingen var der bestemt efter en lang vinterpause uden kapsejlads. En god flok sejlere fra Horsens tog turen sydpå, men jeg var den eneste, der havde ILCA’en med, så jeg sluttede mig til den stærke danske lejr.

Med et par gode supportere i ryggen tog vi af sted allerede fredag for at få tre solide træningsdage. Vejret bød på lidt af hvert – både hård vind og fladt vand – og desværre måtte min mast lade livet den sidste træningsdag. Jeg endte i ribben og kunne kun observere de andre danskere fra sidelinjen. Men efter to gode træningsdage følte jeg mig alligevel klar til stævnestart.

Første stævnedag bød på masser af vind. Jeg må indrømme, at bunden af båden var oppe over vandoverfladen en del gange. Men jeg gennemførte alle tre sejladser og landede en stabil serie på 30.-37.-27. Jeg havde ikke de store forventninger på forhånd – det var trods alt mit første internationale stævne, og deltagerfeltet spændte bredt både i alder og køn.

Anden dag blev igen en blæsende affære. Vi kom sent på vandet, og jeg startede i sidste felt blandt de felter, der nåede at sejle. Vinden tiltog kraftigt og efter 40 minutters sejlads lå jeg stabilt i top 15-20 og var godt tilfreds. Men med kun én lænser og et kort halvvindsben tilbage, gav mit udhal pludselig op, og jeg måtte udgå. I samme omgang røg også mine sejlnumre. Det blev min fratrækker, så den samlet placering holdt jeg. Vi måtte på jagt efter ny hængestrop og nye sejlnumre – ja, alt det nødvendige, så vi kunne holde båden sejlklar resten af stævnet.

Tredjedagen bød på lidt lettere vind, og jeg sejlede en serie på 26.-39. Sidste dag var vi nået til de rangeringsopdelte felter og vi nåede kun én gennemført sejlads, hvor jeg sluttede som nummer 23. Jeg endte samlet til stævnet nummer 65 ud af de 114 deltagere.

En dansker stod øverst på podiet, så selvfølgelig blev vi til præmieoverrækkelsen, inden vi vendte næsen hjem mod Danmark efter ni gode dage i sydens (regnfulde) sol. For ja – vi blev ramt af øsende regnvejr stort set hver dag, men det er nu ikke dét, der fylder mest i hukommelsen.

Ud over sejladsen blev der også tid til lidt socialt – blandt andet en hyggelig dansker-middag og HSH-aften dagen før sidste sejlads. Vi nåede også at opleve Malcesines smukke gader og nyde et par gode pastaretter.

Jeg rejser hjem med blå mærker, spaghetti-arme, en masse nye erfaringer og gode minder i bagagen – og ikke mindst ny læring, som jeg glæder mig til at bygge videre på hjemme i Horsens, hvor den danske rangliste og udtagelserne snart går i gang.


Astrid Kjærskov Elnegaard, 17 år

 

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os