
Horsens Optimister på Gardasøen
Turen gik til Garda!
Påsken og dermed den årlige tur til Gardasøen i Italien er veloverstået.
Dette år deltog 11 optimistsejlere fra Horsens Sejlklub og deres familier i det årlige ”Lake Garda Meeting”, som blev afholdt for 43. gang i den dejlige Italienske by Riva del Garda.
Vores familile slæbte vogntoget afsted med 1 RIB, 6 joller og en lille familie på 4, der var super spændte på, hvad turen ville byde på i år. Særligt Sofie som sejler, glædede sig til endnu en gang af komme til Garda og prøve kræfter med Oraen, som er den vind der opstår grundet forskellen mellem høj- og lavtryk ved bjergene og søen. Der er jo altid vind på Gardasøen, som man siger, meeeeen dette år skulle vise noget andet.
Turen derned gik super godt, der var stort set ingen kø, og trafikken gled godt ude i lastbilsporet. Vi havde naturligvis også valgt ruten over Magdeburg, som erfaringen siger os er den bedste i forhold til trafik og trailerkørsel.
71 danske sejlere til årets regatta
Den danske del af eventet, som bliver arrangeret af SailingGarda startede lørdag med en velkomst til alle de danske sejlere. 71 danske sejlere var mødt op sammen med deres familier, så der var liv og hygge til informationsmødet, hvor både børn og voksne også havde lejlighed til at stikke hovederne sammen med venner og bekendte fra øvrige klubber. Her blev holdinddelingen foretaget, så de enkelte sejlere blev tilknyttet en fast træner gennem både træningsdagene, men også til konkurrencen. Herefter gik søndag til tirsdag med træning og kapsejladsen ”Danskercup”, hvor alle danskerne kæmper om at blive den bedste dansker på Gardasøen. Førstepladsen i cuppen var dette år også adgangsbilletten til ”Nations cup”, som er den sejlads, der afholdes onsdag med en deltager fra alle deltagende lande i eventet. 41 nationer var repræsenteret og den danske sejler klarede sig rigtig godt i feltet.
Tirsdag blev den danske del af arrangementet afsluttet med en festmiddag, hvor der var rigtig flot deltagelse fra Horsens Sejlklub og vores venskabsklub i Faaborg. En fantastisk aften, hvor vi blev forkælet med en lækkert middag og fik smagt på de obligatoriske Limocello dråber, som er en italiensk dessertvin.
Onsdag fik sejlerne en velfortjent hviledag, hvor dagen for vores vedkommende blev brugt til en cykeltur til nabobyen langs kysten. En utrolig smuk tur, hvor vi fik lidt sved på panden, da solen viste sig for første gang under opholdet. Derudover blev tiden brugt på justering af jollen, påsætning af obligatoriske stickers, tracker mv. For andre gik turen til Madonnaen (som er en statue som ligger et godt stykke op af bjergsiden), shopping i byen, afslapning og meget andet.
Påskens uvejr satte sit præg på kapsejladsen
Torsdag til søndag gik konkurrencen i gang. Det var svære forhold for en destination, der ellers er kendt for at have de optimale forhold til sejlads. Men det store uvejr, der var trukket ind over Italien satte også sit præg ved Garda. Vi var dog heldige, at vejret ikke kom i samme styrke som i den øvrige del af Norditalien, men de regnbyger, der trak ind over og de mange skyer, gav ikke den optimale opvarmning af bjergene, som ellers er så karakteristik ved Garda. Det betød, at vi i år oplevede, at det svingede mellem Ora (fra Syd) og Pelér (fra Nord). På banen betød det flere afblæste sejladser, udskudte starter, store vindspring mv. Men intet kan slå de små sejlere fra Horsens ud, så de tog det hele med oprejst pande og nød bare alle de sejladser, de trods alt fik, fordi de også i modsætning til andre har den gode påklædning til lidt køligere vejr. Resultaterne blev også meget flotte dernede og vidnede om, at vi har en god upcoming flok i Horsens Sejlklub.
Men Garda turen er så meget mere end sejlads. Efter sejladserne mødtes børnene i byen, som er bilfri, så de trygt kan bevæge sig omkring. Her kan de bruge timer på legepladsen, på det store torv foran hotel Centrale (danskerhotellet) og med deres selvopfundne leg “hint”, hvor de tager et billede i byen og sender til de andre, som så skal finde dem. En moderne form for gemmeleg. Derudover blev Lykkes fødselsdag fejret, hvor børnene samledes til en lækker italiensk is, mens de sang og flagede for deres veninde.
Voksen hygge mens børnene sejler
For de voksne er Gardaturen en tur, hvor der er tid til at være sammen på en anden måde. Der bliver spist frokost sammen på de hyggelige caféer og restauranter, gået ture langs søen eller i bjergene, shoppet, drukket kaffe eller en øl i sejlklubben og meget mere. Oplevelser, der alle er med til at bidrage til det fantastiske sammenhold, der også er en del af at være med i en sejlklub. Fællesskabet er både for forældre, der er sejlere, men også for dem, der aldrig selv har sejlet en båd. Dette år havde forældregruppen en hel særlig mission, da vi sidste år havde konstateret, at der manglede en klubstander for Horsens sejlklub i Sejlerbaren i Riva. Missionen er nu fuldført og med bravur, da standeren er lige lidt større og sidder lige lidt bedre end de øvrige danske klubber – en meget vigtig milepæl for forældrene.
Som Sofie siger det, ”Garda favoritten, fordi det ALTID er sjovt, både på vandet og på land”. En ting er sikkert, vi skal afsted igen næste år! Og hvis jeg kender Sofie ret, så er hun allerede i gang med nedtællingen.
Marie Smed Kragh


