Gode historier og anekdoter om vild sejlads


Af Carl Gerstrøm

Det var IKKE tursejlads det drejede sig om, da Søren Clausen fortalte på klubaftenen den 26. februar.

I foromtalen stod:

Gode historier og anekdoter om vild sejlads i skiff 18 footer, en af verdens hurtigste joller.

Det var hvad de knap 30 fremmødte fik.

Indledende spisning – dejlig sandwich – var tilbage på programmet og ikke mindst den hygge, der følger med fællesspisning.

”Skiff” er en australsk fællesbetegnelse for åben jolle. Bruges ikke så meget uden for Australien, og dog har 49’ner og 29’ner klasserne bragt ordet ind mere world wide.

Det er egentlig en over 100 år gammel konstruktionsklasse, hvor alt bortset fra længden 18 fod var frit. I de første år træbåde, ofte med mere end 10 personers besætning, – besætningens størrelse blev justeret efter vindens styrke. 

I dag er det eksotiske materialer, hvor skrog, sværd og ror er standart for at bringe prisen ned, men stadig med en skroglængde på 18 fod. Først blev vingerne og kort efter masten lavet i kulfiber af bedste kvalitet. Det gav en mere levende båd og en mast der styrkemæssigt kunne bære et storsejl med en meget stor kappe – squar top.

Færdig båd fuldt rigget med vinger og det hele vejer ca. 170 kg. Skrog alene, med beslag, vejer 86 kg. 

Der anvendes 2 størrelser rig. En med en mast på 10,5 meter og ca. 100 m2 sejl og en med en mast der er 1 meter kortere og med ca. 20 m2 mindre sejl. 

Pris for en ny båd ca. 700.000 Dkr. En brugt i fornuftig stand kan erhverves for ca. 100.000.

Det er i dag verdens hurtigste ikke foilende monohull jolle. Ned ad bakke ligger farten på 25 -30 knob, hvor båden slår smut – hopper ud af bølgerne. Man får en euforisk fornemmelse – air born feeling – som Søren kaldte det.  På kryds sejler man ca. 13 knob. Foils har uden held været forsøgt. 

Der er ca. 70 både i verden heraf 7 i Danmark. Til det VM der pt foregår i Australien, er der 27 tilmeldte både heraf er 4 fra Europa. Søren savnede en australier på deltagerlisten, men havde fundet ud af at den pågældende, der er 71 år, lige havde fået en ny hofte!

Stævnen er meget spids og der skal ikke meget til for at få et nose dive hvor båden vælter fremover og stopper med ekstrem kort ”bremselængde”, medens besætningen får en ordentlig flyvetur. Det kan gi’ skrammer og som Søren fortalte, skal der et plaster på, så det ikke drypper i øllen. Ud over en stor og velassorteret førstehjælpskasse, skal der en betydelig værktøjskasse med i bilen.

Kæntring forekommer jævnligt. Det er meget fysisk anstrengende at komme på ret køl igen; men det behøver ikke at være et farvel til en hæderlig placering. Om lidt er det konkurrenten der bader.

Søren viste nogle videoklip, der ud over breathtaking sejlads, viste et meget hyggelig samvær på land. Flere sejlere har holdt fast i klassen i årevis.

Foredragsholderen havde i sin helt unge år sejlet Flipper og senere 470, men var blevet meget forelsket i 18 footeren, – kærlighed ved første blik. Drømmen var ført ud i livet.  Om fascinationen skyldtes båden, farten, de mange muligheder for at eksperimentere eller det fantastiske miljø i klassen, er svært at vurdere. Det er nok en cocktail af det hele.

En ekstrem form for sejlads i en ekstrem båd fortalt af en god fortæller. En rigtig go’ aften!

Der findes en del video mm på nettet om 18 footer. Gå ikke derind medmindre du har go’ tid, – man bliver let hængende.

 

Søren Clausen til venstre og Søren Buhl til højre, – og NEJ – det var ikke et foredrag om stangspring. En rorpindsforlænger på en 18 footer er 4 meter.

 

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os