
Bendix vinder OK-ranglistestævne i Horsens
Forholdene var tæt på perfekte, da Horsens Sejlklub i weekenden var vært for et ranglistestævne for OK-jollesejlerne. Let til jævn østlig vind er normalt ensbetydende med gode sejlforhold på Horsens Fjord, og weekendens sejladser var ingen undtagelse. Baneleder Knud Erik Feldt måtte lige lufte P- og U-flaget i første sejlads inden det sorte kom i spil i 3. forsøg, men derfra kørte det snorlige med 8 sejladser i træk uden omstart, fordelt med 4 lørdag og 4 søndag.
Tæt i toppen
Efter lørdagens fire sejladser havde to sejlere trukket fra det øvrige felt – Jesper Bendix fra Middelfart var således blot et enkelt point foran Jens Lauge fra Hellerup, der havde et hul på 7 ned til 3. pladsen, hvor Claus Mortensen fra Skive Sejlklub var placeret.
Claus Mortensen havde dog på ingen måde kapituleret, og med prikker i søndagens 2 første sejladser pustede han for alvor de to førende i nakken, og intet var afgjort inden 8. og sidste sejlads. Her fik Jesper Bendix med en solid førsteplads dog vist hvor skabet skulle stå, og da både Jens Lauge og Claus Mortensen sluttede lidt længere tilbage i feltet, var der pludselig tale om en forholdsvist solid sejr til Jesper Bendix med 7 point ned til Jens Lauge på 2. pladsen og 9 til Claus, der endte som treer. Fjerdepladsen gik til Henrik Kofoed fra Hellerup og evigt unge Jørgen Holm nappede en flot femteplads med både en første og en andenplads undervejs – stærkt sejlet af den rutinerede sejlmager!

Tilfreds stævneleder
Stævneleder Morten Fjerbæk fra Horsens Sejlklub var en ganske tilfreds mand, da sejlerne havde forladt Horsens søndag eftermiddag:
”OK-sejlerne er dygtige sejlere, så det var fedt, at vi kunne afvikle 8 gode og reelle sejladser, hvor de kunne vise deres evner på fjorden”, udtaler stævnelederne og fortsætter:
”Men de er også nogle hyggelige gutter, som sætter pris på det sociale, så vi havde forsøgt at skabe et godt setup med grillaften lørdag og ”moleølhygge” efter sejladserne – det faldt heldigvis i god jord og vores dygtige hjælpere fik velfortjente roser med på vejen af sejlerne.”
Dobbelt op på pokalen
Stævnet sluttede med præmieoverrækkelse, hvor vinder Jesper Bendix kunne hæve den flotte Vitus Bering pokal – en historisk 80 år gammel pokal, som vinderen af det stævne i Horsens, der har den højest sportslige værdi i løbet af året, får indgraveret sit navn på. Som en lille kuriositet kunne Jesper Bendix oplyse, at han faktisk en gang tidligere har løftet pokalen, nemlig da han i 1994 vandt Yngling-DM i Horsens. Pokalen er nu på vej til gravør og vil snart igen være at finde i Horsens Sejlklubs præmiemontre, nu med Jesper Bendix´ navn indgraveret to gange – stort tillykke til Jesper!