VM i Zoom8 2022
Jeg sidder nu igen foran computeren for at prøve at sætte nogle ord på en helt fantastisk oplevelse. Jeg har nemlig deltaget i dette års VM i zoom8-jollen. Jeg havde flere måneder forinden sat et stort kryds i kalenderen for uge 28 og 29, og heldigvis kunne jeg få min søster, bror og far med på idéen om sommerferie i byen Tilgu i Estland.
Det blev mandag og bilen blev fyldt helt op med bagage, telt, jolleudstyr, sejlertøj mm. Jollen kom igen på taget af bilen, men denne gang, i stedet for campingvognen på slæb, havde vi meldt os til at kunne trække DZAs (dansk zoom8 associations) gummibåd. Vi lavede et enkelt stop i Sverige på vej til færgen, der skulle sejle os til Estland. Det passede med, at vi torsdag morgen ankom til Tilgu Sadam og samtidigt vores første træningsdag.
De første træningsdage var der kraftig vind og kæmpe bølger -virkelig sjovt. Vi trænede med en pige fra Sverige indtil de andre svenskere, senere på ugen ankom. De var nogle rigtig gode træningsdage med en masse øvelse i det åbne hav. Jeg lærte en masse og havde det samtidigt sjovt med de andre danskere samt min familie. Vi kom til tirsdag og som vanen er, går dagen hurtigt med måling og practice race. Jeg vidste, jeg havde udviklet mig meget siden EM i påsken, jeg også deltog i. Jeg var klar til at give den alt, jeg havde.
Stævnet startede, med det vi kalder dansker-vind, 10-14 m/s og gode surfe-bølger. Næste dag med noget mindre vind, og de valgte at aflyse dagen, da vi endnu ikke var taget på vandet, da det ikke lignede, at vinden ville blive kraftigere. Vi fik derfor en turistdag i Tallin, hvilket også var meget fint på trods.
Dagen efter var team racing planlagt, men de valgte at bruge dagen på alm. race og aflyse team racing for i år. De følgende to dage var der fin vind og godt vejr. Jeg både sejlede mine to fratrækkere og nogle rigtig stærke sejladser. Jeg kom på land efter en dag med både optur og nedtur, samtidig med en følelse af at have givet alt jeg havde, og gjort hvad jeg kunne for, at sejle igennem sejladsen på en både taktisk og teknisk stærk måde.
Sidste dagen kom, og der var kun planlagt to sejladser da vi havde fået en ekstra sejlads, dagen forinden. Jeg var klar, ligesåvel som de andre danskere. Vi fik startet fire starter uden held pga. tyvstart, springende vind og døende vind. Og til sidst satte de de røde, blå og hvide farvede flag i masten, og vi sejlede ind. VM var officielt afsluttet for i år.
Med nogle gode dage både på vand med også på land, var jeg virkelig glad og tilfreds. Alle os i alt 7 danskere endte i top 12 i henholdsvis drenge- og pige feltet. Jeg selv endte på en 8. plads ud af de 33 piger. Jeg udvikler mig hele tiden, og jeg gør mit bedste for at blive bedre i noget, jeg nyder så meget som at sejle.
/Astrid Kjærskov Elnegaard, 14 år.
Resultater ses her: https://www.manage2sail.com/da-DK/event/ZOOM82022TILGU#!/results?classId=94a4eba6-4448-4e37-a166-8226f262920c