Unge Horsens sejlere til Uge 42 lejr
Flere af vores unge sejlere deltog i den store årlige træningslejr i uge 42.
Her er en beretning fra Nanna Schroll Nørgaard
Til den årlige DS-lejr deltog 122 sejlere fra hele Danmark. De fire træningsdage startede med fælles social morgentræning, som blandt andet bød på cirkeltræning, lynkursus i Taekwondo og mindfullness. Herefter blev de fleste timer tilbragt på vandet.
I år var der samlet hele 10 danske 49erFX besætninger, hvilket gav et erfaringsspænd fra nybegyndere til verdensklasse atleter. Det var fedt med flere både på startlinjen og en masse vidensdeling på tværs af gruppen. Især da vejret tillod, at vi fik sejlet i mange forskellige forhold helt fra let vind og fladt vand til hård vind og store bølger fra sydøst.
Lørdagaften fik vi fejret Anna Munch og Johan Søes flotte VM-resultater, hvor der blev holdt taler og serveret kage. Søndagaften havde Johan Søe og Sebastian Kornum ordet og snakkede om, hvordan visualisering kan bruges som et “shortcut” til at lære nyt. Derudover havde de en åben dialog om, hvordan man kan forberede sig mentalt på situationer, hvor man skal præstere under pres- både når det går godt og skidt. Foredraget sluttede af med gode råd til visualisering. Herunder var en af hovedpointerne at sætte tid af til at gøre det, og tage det ned i niveau, så man starter med en enkel manøvre og visualiserer det, hvorefter man kan arbejde hen mod at visualisere en fuld sejlads.
Det er virkelig fedt at mærke, hvordan timerne på vandet rykker os som team i FX’eren. Tirsdag, hvor det blæser med store bølger fra sydøst, lykkes vi med at lave en bomning, hvor vi planer på bølgen hele vejen gennem bomningen. Vi løber begge uhindret igennem båden, griber trapezen og hugger i krog på den nye halse uden at båden mister fart, spileren trækker med det samme og båden er i fuld balance. Det er netop sådant en bomning jeg bevidst vil visualisere så timingen med bølgen, bådens flow, skridtene gennem båden, spilerens tryk og styringen på roret bliver så tæt på perfekt som mulig.
En vellykket træningslejr med masser af timer på vandet, socialt samvær på tværs af bådklasserne og inspirerende inputs til indlæring er nået til ende, og vi ser frem til næste træningslejr på Lanzarote i midt november til start december med to af landsholdsbesætningerne og en masse andre udenlandske besætninger. Indtil da står den på hverdagstræning, studietid og restitution inden vi rejser syd på.
Tak til Nanna og nyd de flotte billeder fra Peter Brøgger Sejlsportsfoto






















