Standernedhaling 31/10
Lørdag den 31/10 blev sæsonafslutningen som sædvanligt markeret med samling på plænen og efterfølgende frokost i klubhuset, hvor ca. 60 medlemmer havde lagt vejen forbi. Det blev en dejlig dag med taler, sang, prisuddelinger, hyggeligt samvær og ikke mindst en forrygende frokostbuffet serveret af NIOR.
Årets priser blev fordelt som følger:
● Anne-Marie Rindom-prisen til årets unge sejler gik til Vilma Blæsbjerg, der kom hjem fra Nordisk Mesterskaber med en guld- og en sølvmedalje. Vilma var i et stærkt felt da mange HSH-sejlere har udmærket sig i 2026 med udtagelse til VM og EM samt flere medaljer til både NM og DM
● Årets Frivillige i ungdomsafdelingen blev Krabbemor og Krabbefar alias Anette Viborg & Rasmus Damsgaard for deres helt uforlignelige arbejde med krabbeklubben
● HSH-cuppen til Årets kapsejler blev vundet af Ripasso ved Henrik Frederiksen, der i suveræn stil har markeret sig som årets bedste kapsejler i HSH
● Blæselampen (Kammeratskabspokal i Sejlerskolen) gik til John Domino for mange års tjeneste og store opbakning til Sejlerskolen
● Jan Poulsens Mindepræmie, som siden 2021 er uddelt som Kammeratskabspokal i Matrosklubben, gik til Helge Jacobsen for sin altid store indsats, flid og for ualmindeligt godt kammeratskab
● Endelig blev grundstødningspokalen efter en udførlig gennemgang af flere værdige kandidater tildelt Kim Lago, der ifølge Bjarne Hansens “informanter” havde været på grund til en aftenkapsejlads i EPI-X
Tak til alle deltagerne for at gøre dagen festlig og hyggelig – håber at se mange af jer til vinterens klubarrangementer og ikke mindst til standerhejsning den 3. april 2027.
Formandens tale til standerhejsningen kan du finde her: https://horsens-sejlklub.dk/wp-content/uploads/2026/11/standernedhaling-2026-horsens-sejlklub.pdf
Mvh. Morten




















