Nyt fra vores unge talenter – Nanna og Mikkel


Beretning fra YES i Kiel og 29er Eurocup i Aarhus

2 af Horsens Sejlklubs lovende talenter har på det sidste været i konkurrence.

Her er beretninger fra Nanna og Mikkel

Nanna: 29er YES i Kiel

I pinsen sejlede Marie Maier og jeg youth european sailing, YES, i Kiel, hvor 68 29ere stillede til start, inddelt i 2 felter. Blandingen af let vind og ventetid på land medførte få sejladser de første to dage. Heldigvis var der en stabil brise den sidste dag, som gjorde, at der blev gennemført 4 sejladser.

Grundet vejrforholdene var starterne mega vigtige. I 3. sejlads pressede vi linjen lidt for meget. Vi endte dog 3’er i mål, men måtte erkende at vi fik et black flag. På sidste dagen fik vi også skubbet til grænsen i udgangen af en vending ved topmærket, hvor jeg i et forsøg på at presse båden flad pumpede lidt for meget i trapezen, hvilket medførte, at vi fik et gult flag og dermed måtte lave en 360’er efter topmærket.

YES var et læringsfyldt stævne, hvor vi havde en masse momenter, som var lærerige, men også virkelig gode.

Marie og jeg slutter som nr. 14 ud af 68 startende både, hvilket vi er tilfredse med.

 

Mikkel: ILCA6 YES i Kiel

Young Europeans Sailing (YES) 18. – 20.05.2024, ILCA 6, DEN 223963, Mikkel Hjørngaard JENSEN, Horsens Sejlklub

Jeg har tilbragt pinsen i Kiel Olympia Hafen Schilksee til det årlige pinsestævne YES (Young Europeans Sailing).

Stævnet bød på meget let vind, og derfor også meget udsættelse. Vi fik kun sejlet fire sejladser fordelt over to dage, da der var udsættelse hele søndagen og dermed ingen sejladser.

Jeg gik ind til stævnet med en målsætning, som var at komme i top-10. Den første stævnedag gav to sejladser, hvor jeg fik lavet en 8. og 4. plads. Dagen efter blev afblæst efter lang ventetid, hvor vi slet ikke kom på vandet. De to indledende sejladser var desværre ikke nok til at blive inddelt i guld og sølvfelter, så der blev desværre ingen finalesejladser den sidste dag. Vi fik dog stadig to sejladser i almindelige felter, og jeg lavede en 12. og 3. plads.

Samlet set ender jeg som nr. 10 ud af 85 ILCA 6 drenge. En fin fremgang fra sidste år, hvor jeg blev nr. 15.

Det var en meget lærerig weekend, og jeg ser allerede frem til næste stævne, som er Europa Cup i Warnemünde i starten af juli.

 

Nanna: 29er Eurocup i Aarhus

Nanna og Signe ved Eurocup i Aarhus Foto: Peter Brøgger

 

Efter 3 dages kapsejlads på Aarhus bugten, hvor førstedagen var et tricky okkluderet frontsystem, andendagen bød på springende vind fra nord og tredjedagen springende fralandsvind fra vest. Til stævnet var der let til mellem vind, og der stillede 68 både til start, som blev fordelt i to fleets.

Til en afveksling sejlede Signe Visby Svendsen og jeg sammen, da min sædvanlige makker Marie Maier gerne ville satse på at kvalificere sig til Youth Sailing World Champignonships sammen med Marius Melbye. Dermed sejlede Signe og jeg vores første internationale stævne sammen som team.

Der blev i alt gennemført 9 sejladser, og vi udviklede i den grad i løbet af stævnet og fandt et stærkt topniveau på sidste dagen i de to første sejladser, hvor vi lavede en serie på 1, 2, dog pressede hele feltet linjen i den sidste sejlads, og vi måtte erkende, at vi også var med for langt fremme, hvilket resulterede i en BFD.

Signe og jeg slutter samlet som nr. 30 ud af 68 med masser erfaringer og flere sejladser hvor vi kunne følge med toppen.

//Nanna

Tak til Insero Horsens og Familien Hede Nielsens Fond, som støtter vores unge talenters deltagelse i store stævner.

 

 

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os