Status på sommeren 2020
Sommeren er slut, og det er tid til en lille status. Alle bådpladser er igen i år udlejet, og vi har pt. en venteliste på 73 der ønsker bådplads i Horsens Marina. Såvel hos os og hvad jeg hører fra mine kolleger rundt i andre havne, har det været et meget specielt år grundet corona og følgerne heraf. Ingen tvivl om at mange har søgt alternative ferieformer i år, og flere har valgt at investere i en båd og prøve kræfter med det skønne sejlerliv.
Samme har nok også afspejlet besøget af gæstesejlere i netop vores havn, når vi trækker en statistik for juni-august måned 2019/2020. Her havde vi sidste år 1.287 besøgende, men i år er vi oppe på 1.734 gæstesejlere. Meget glædeligt, og det positive her er også, at mange af disse gæstesejlere har fået øjnene op for vores nye Inderhavn. Til gengæld er der sket et fald i besøget af Autocampere, som er gået fra 440 sidste år til 344 i år. Årsagen her er højst sandsynligt den sene åbning af grænserne og 6 dages reglen der var gældende i en periode.
Personale:
Peter Christensen er 1. juli 2020 tiltrådt i en stilling som servicemedarbejder ved Horsens Marina. Vores lærling, Martin, er stoppet her i august måned, og vi arbejder på at få en ny lærling så hurtigt som muligt.
Diverse arbejder:
Der er i skrivende stund stadig ikke noget nyt om ”Den Nye Vinterplads”.
Hybenbuskene langs vejen mellem HMK og Horsens Bådelaug vil blive ryddet her i vinter. Derved skulle der gerne blive ca. 10 ekstra p-pladser (skråparkering) på det område.
Peter Hermansen
Havnefoged
Horsens Marina