Lokale Danmarksmestre ved DH/DM
Morten Arndal og Tue. S. Andersen vinder deres klasse
31 både var samlet til tre intense dage i Lillebælt, hvor Middelfart Sejlklub afviklede årets DH-DM i samarbejde med Dansk Sejlunion.
En stor flok frivillige stod bag et velsmurt arrangement med både skarpe baner, velafviklede sejladser og masser af liv på havnen.
Mesterskabet bød på både let- og mellemvind, hvilket gav sejlerne en bred palette af sejlforhold, inden medaljerne blev fordelt søndag.
Flotte præstationer sikrer DM-titler
I gruppe 2 og 3 var guldet reelt sikret af Lamborghini Rumba og Mathias Degn allerede inden sidste sejlads, hvor begge både satte trumf på ved at tage tre ud af tre sejre søndag.
I gruppe 1 var spændingen derimod intakt helt til målgangen ved sidste sejlads. Kun ét enkelt point skiller Al Capone og Quinta Light i toppen, der weekenden igennem kæmpede en tæt kamp.
– Det har været superlækre baner og superlækkert sejlvejr, så det er svært at ønske sig det ret meget bedre, siger Tue S. Andersen, skipper på Al Capone, der hev guldet hjem til sidst.
– Hovedparten af de både, der var med i vores gruppe, er nogle af de skarpeste i landet. Så det har været megahårdt og fed kapsejlads. Vi har ligget og kæmpet med Quinta Light, som er en superkompetent båd med en superdygtig besætning. Det var få sekunder vi lå og sloges om, så det kunne have gået alle veje. Derfor er det selvfølgelig også fedt at stå med sejren til sidst!, siger han.
I samme gruppe sluttede Dixi 5 og Sirena á point på tredje- og fjerdepladsen, og duellen måtte derfor afgøres på antallet af førstepladser. Her gjorde Dixi 5 rent bord med tre sejre søndag og sikrede sig bronzen foran konkurrenterne.
Med sejrene kan besætningerne føje deres navne til rækken af danmarksmestre i DH efter et intenst mesterskab. Lørdag aften var baneleder Christian Lerche således lettet over, at de fire sejladser, der skulle til for at konstituere mesterskabet, var i hus, for søndagens vindforhold så ikke lovende ud.
Frygten blev dog heldigvis gjort til skamme, og sejlerne fik tre tætte sejladser i 4-5 m/s, som satte et flot punktum for mesterskabet.
– En stor ros til hele baneteamet, der trods udfordrende forhold undervejs i mesterskabet fik det hele til at spille med stort engagement. Det samme gælder sejlerne. Der har været virkelig god stemning hele vejen rundt på banen, så det har været en kæmpe fornøjelse, siger Christian Lerche.
Mesterskabet blev afviklet som en del af Blue Week, hvor Middelfart Sejlklub stod i spidsen for aktiviteter både på vand og land.
Dansk Sejlunion sender en stor tak til klubben og de mange frivillige kræfter på vand og land, der skabte rammerne for en DM-weekend i absolut topklasse!
Kilde: Dansk Sejlunions nyhedsbrev
Vindere af årets DH-DM
Gruppe 1
Guld
Al Capone 2.0, Snaptun Sejlklub, GP 42
Besætning: Tue S. Andersen (skipper), Emil Gordon Andersen, Daniel Peter Hedenborg, Brian Keene, Jonatan Christensen, Jesper Misfelt, Jesper Feldt, Lars Kirk, Nickolaj Søgaard Sørensen, Tobias Kirk Andreasen, Rune Cramer, Kenneth Varridsbøl Hansen
Sølv
Quinta Light, KDY, HH 42
Besætning: Anders Bogason (skipper), Jeppe Bo Rasmussen, Sofus Pedersen, Mads Hansen, Rene Villfrance, Anton Bocher, Nicolai Fischer-Bogason, Romain Olivier, Anton Seehausen, Joachim Carlsen, Ulrik Andreasen
Bronze
Dixi 5, Helsingør Sejlklub, XR41
Besætning: Erik Stannow (skipper), Bertil Balser, Thor Malthe Andersen, Kræn Nielsen, Charlotte Graffunder, Carl Rupp, Søren Arleth, Florian Heinze, Gordon Nickel, Ruben Rimfors, Mathias Rossing
Gruppe 2
Guld
Lamborghini Rumba, Horsens Sejlklub, Smaragd
Besætning: Morten Arndal (skipper), Brian Foged, Morten Fjerbæk
Sølv
Astarte II, Sejlklubben Neptun Vejle, Jeanneau Sun Fast 3600
Besætning: Torben Falholt (skipper), Sten Mejdahl, Martin Lütken, Hans Linde, Christopher Falholt, Thomas Nathan, Hjalmar Ellegaard
Bronze
Ventoux, Middelfart Sejlklub, X-37
Besætning: Niels Nørgaard Pedersen (skipper), Claus Hovgaard, Anja Reilev, Troels Thomsen, Mette Reilev, Nicolas Chernobilsky, Henrik Jensen, Sofie Nørgaard Pedersen
Gruppe 3
Guld
Mathias Degn, Aarhus Sejlklub, Melges 24
Besætning: Mathias Degn (skipper), Mathias Skovby, Mikkel Ebbesen, Kristian Præst, Felix Bøje Hansen
Sølv
My Little Pony, Brejning Båd Klub, Melges 24
Besætning: Andreas Wissing (skipper), Jonathan Slotsgaard, Christoffer Søndergaard, Jakob Lynnerup, Milo Sørensen
Bronze
Søren Rasmussen, Vallensbæk Sejlklub, Melges 20
Besætning: Søren Rasmussen (skipper), Dan Fredskov, Emily Weidner
Læs Morten Arendal’s beretning fra DH/DM























