Lake Garda Meeting – 2022


Påsken 2022 blev, for 6 seje Horsens sejlere og deres familier, tilbragt ved Gardasøen. 2 med laser og 4 med optimister.

Arrangement havde været aflyst de foregående 2 år på grund af corona, så det var med stor spænding, at vi drog sydpå med joller på taget af bilerne.

Heldigvis havde de, der tidligere har været af sted, været gode til at fortælle lidt om, hvad vi kunne forvente, og både Jacob og Scott var med som trænere dernede. Så selvom vi personligt ikke selv er særligt erfarne optimist forældre, så føltes det alligevel ret trygt.

Lørdag aften, da vi landede i Riva Del Garda, var der  informationsmøde – og det var koldt – ca. 8 grader, og det blæste. Efter mødet mødtes børnene med deres trænere og hold. Her fik de også uddelt en flot hoodie, som blev kendetegnet for de danske sejlere resten af ugen.

Dagen efter var vejret heldigvis meget bedre, og solen skinnede fra en skyfri himmel.

De første 3 dage var træningslejr for de tilmeldte 88 danskere. Sejlerne blev inddelt i hold af ca. 8-10, og hvert hold fik sin egen træner.
Da de gik på vandet den første dag, lå søen stille hen, og børnene måtte padle sig ud på søen. Allerede ved 13 tiden stiftede vi så bekendtskab med Oraen, der kom susende hen over klipperne og ramte søen, og gav både sejlere og trænere nok at se til.

Det var en flok trætte, men glade børn, der kom ind sidst på eftermiddagen.

Sådan forløb de næste dage – skippermøder om formiddagen ved 9/9.30 tiden og så sejlads frem til kl. 17/18 ca.

Onsdag var der en tiltrængt hviledag. Nogle af Horsens sejlerne mødtes til hygge på hotellerne og var på en gåtur gennem Riva. Generelt var det sociale på turen og til træningerne i højsæde, og der blev også brugt mange timer om aftenen på Rivas torv, hvor store og små løb rundt og hyggede sig i deres genkendelige hoodies med det danske flag på brystet.

Kapsejladserne startede torsdag formiddag – og det betød knap 1100 sejlere fra hele verden på vandet. Et fuldstændigt fantastisk scenarie, når først alle var kommet på vandet – selvom den disciplin krævede lidt tålmodighed. Her fik de danske sejlere fortsat hjælp fra de danske trænere på vandet, og derfor var det dejligt trygt at sende sit barn af sted på vandet på trods af de ufatteligt mange både. Torsdag aften fik Jacob stablet en Horses-aften på benene. Vi mødtes på en restaurant i Riva Del Garda, og her fik vi også besøg af de to Laser-sejlere og deres familier fra Torbole samt tre trænere. Det var en rigtig hyggelig aften – både for forældre og børn.

Kapsejladserne varede i alt i 4 dage, og sluttede søndag eftermiddag, og det var nogle trætte og glade børn, der begav sig hjem mod Danmark – med mange timers sejlads, nye venskaber og masser af ny erfaring i bagagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os