
Johan Schubert nr. 18 til Kieler Woche – 160 både til start
Kieler Woche 2025
Efter 2 dage med kvalifikationssejladser i let vind og 2 dage med finalesejladser i hård blæst, kom dette års Kieler Woche til en ende.
Den lette og omskiftelige vind de første to dage af stævnet resulterede hhv. 6 og 8,5 timer på vandet med kun 4 gennemførte sejladser. Ikke desto mindre var det sejladser hvor fokusområdet siden OL, letvejrssejladsen, virkelig blev testet af.
Det viser sig at det heldigvis giver pote at have arbejdet på at blive bedre i let vind. Farten i det lette var god og hovedet roligt, hvilket resulterede i en hel udmærket kvalifikationsserie.
Finaledagene bød på lidt af en kontrast til de to forgange dage, med hård blæst og regn, dog også med udsættelser på vandet, denne gang grundet udfordringer med at få dommerbåden til at blive liggende.
De 7 planlagte sejladser i blæsevejr blev til 3 gennemførte, hvor jeg desværre ikke er helt skarp nok på første opkryds i nogle af dem. Der bliver kæmpet tilbage men det bliver desværre aldrig helt fantastisk, på trods af den gode fart.
Selvom finaledagene ikke gik helt efter planen er det kæmpe optur at opleve fremgangen i den lette luft, da det har været lidt af en akilleshæl indtil nu. Det giver både blod på tanden og tro på projektet.
Jeg slutter samlet 18 ud af 160.
Den næste uges tid vil blive brugt, særligt på fysisk træning og lidt afslapning inden turen går til Warnemünde Woche d. 5 juli, som næste led i forberedelsen mod EM.
Tusind tak til mine støtter som gør det muligt:
A/S Nortvig
Roesgaard
Insero Horsens
EDC Horsens
Elitesport Horsens
Broen Horsens Elitesport
Horsens Sejlklub
Schur