HSH sejr i DH/DM
DM Guld til Morten Arndal og besætning i gruppe 3
Stort tillykke til Morten Arndal, Per Ole Stegler, Anderas Skjerning, Martin Dyxenburg og Dennis Petersen med sejren i Gruppe 3 ved DH/DM i Juelsminde.
Se pressemeddelelsen fra stævnet her:
DH-DM kårer nye Danmarksmestre
Søndag fik DH-DM i Juelsminde gennemført to fine sejladser på op/ned-baner i stabil mellemluft.
Meteorologen fra DMI var ikke specielt optimistisk, da hun var direkte igennem på skippermødet søndag morgen kl. 8. Men en front nord for Juelsminde bragte fin luft fra 4-6 m/s med sig og gjorde arrangørerne i stand til at sende deltagerne hjem med to fine banesejladser som afslutning på årets DH-DM.
”Det var næsten magisk – vi havde mere eller mindre indstillet os på at vi måtte aflyse søndagens sejladser, men så kommer der lige en front der holder 3 timer og giver os præcist det vi havde håbet på” udtaler stævneleder Lene Holm fra Juelsminde Sejlklub. Stævnelederen kan dermed se tilbage på et DM med fem snorlige op/ned-baner og to fine distancesejladser og var generelt meget tilfreds med forløbet: ”Vi har haft næsten 100 frivillige i gang for at skabe en fest for sejlerne både til lands og til vands, og det er mit indtryk, at langt de fleste tager hjem fra Juelsminde med en god oplevelse i bagagen” afslutter Lene Holm.
Nye Danmarksmestre kåret i alle tre grupper
Der skete forskydning i top-3 i to af de tre grupper efter søndagen, og i alle tre grupper var der nye besætninger øverst på podiet i forhold til sidste år.
I gruppe 1 for de store både, lykkedes det på sidste dagen Steen Toftebjerg i Italia 11.98 Stony VIII at overhale Martin Meredins Landmark 43 Esbern Snare, der ellers havde været i spidsen siden fredag. Kun 2 point skilte de to førende både efter 6 tællende sejladser, og yderligere 2 point efter tog Peter Buhl i Swan 42 sig af bronzemedaljerne efter en meget stabil serie.
Knapt så tæt var det øverst i gruppe 2 for de mellemstore både, hvor Torben Falholt i Jeanneau Sun Fast 3600 fortsatte de gode takter fra de to første sejladsdage og tog en suveræn sejr med kun 9 point, hele 14 point foran den regerende Danmarksmester Niels Nørgaard Pedersen i X-37, der med nød og næppe tilkæmpede sig sølvmedaljerne, a point med Torsten Bastiansen, der i X-35 tog sig af bronzemedaljerne.
I gruppen for de mindste både lykkedes det med det yderste af neglene Morten Arndal fra Horsens Sejlklub at holde fast i førstepladsen med samme antal point som Melges 20 ”Inglorous Bastard” fra Sverige – to prikker i fredagens sejladser til Smaragden fra Horsens blev udslagsgivende for fordelingen af guld- og sølvmedaljerne. Der var også drama på om tredjepladsen, hvor Melges 24 med Niels Dolberg umiddelbart lå til at vinde, á point med Frank Eriksen i Global ”Ærøpigen”, men en straf på 2 point tildelt af kapsejladskomiteen sendte Melges 24’eren ned på en ærgerlig fjerdeplads.
De endelige resultater kan ses på manage2sail.dk og dronevideoer, billeder og øvrige opslag fra stævnet kan ses på stævnets facebookside www.facebook.com/DH.Dansk.Mesterskab