God beretning fra sommersejlads uge 28


Sommersejlads uge 28

Af Ellen Lundsby Wessel (med hjælp fra Herman Lundsby Wessel)

Jeg havde tilmeldt mig til sommersejlads i uge 28, fordi det lød rigtig hyggeligt.

Det startede mandag, hvor Jacob og Emil bød os velkommen. Der var en stor kasse med snore, og så bandt vi en masse forskellige knob. Min far havde lært mig at binde en kællingeknude, men Jacob og Emil kunne lære mig at binde en masse andre knob.

Mandag regnede og blæste det rigtig meget, så der kom vi ikke ud at sejle. I stedet for hyggede vi os og spillede kongespil og en masse kortspil, som jeg helst ikke vil sige navnet på.

Julie havde taget banan-muffins med til mandag, som vi guffede i os til sidst, mens vi ventede på, at vores travle forældre og bedsteforældre hentede os.

En af dagene var vi ude at sejle, fordi vejret var godt. Der var ikke så meget vind, så Emil gav os nogle opgaver, som vi skulle løse. Han sagde, at vi skulle gå rundt om masten, og så faldt vi næsten alle sammen i vandet.

På et tidspunkt lavede vi kapsejlads. Og hver gang vi blev overhalet, skulle vi sejle hen til Emil eller Jacob og sige ”Jeg er blevet overhalet. Giv mig en opgave”, som for eksempel at lave 10 sprællemænd i båden.

Jeg blev selv overhalet 7-8 gange, og jeg lavede armbøjninger, skulle sejle baglæns og en masse sprællemænd. Min veninde Oliva blev overhalet rigtig mange gange, fordi hun fik opgaven at sejle uden ror. Men hun synes det var rigtig sjovt.

To af dagene sejlede vi i J70’er. Den krængede helt vildt, fordi der var meget vind. Den første dag var der så meget vind, at min bror Herman, min veninde Oliva og jeg måtte sætte os ned fra kanten i læ for vinden, fordi det var så koldt. Selvom man ikke rigtig kan vælte i en J70’er, var vi den anden dag alligevel ved at spiler-kæntre, fordi vi var rigtig tæt på at få vand ind i spileren.

Flere af dagene måtte vi være inden for og lege og spille kort. Det var sjovt.

Den sidste dag blev vi sat i en gummibåd, hvor der var en stor badering spændt på. Og så var der ellers bare gas på. Vi skiftedes til at få en tur i baderingen, og vi kunne vælge, om vi ville ryge af eller ej. Hvis vi valgte at ryge af, så gav Emil den fuld gas. Jeg valgte ikke at ryge af, men min bror Herman valgte at ryge af hver eneste gang. Det var rigtig sjovt.

Isabella ville gerne ryge af, og så sejlede Emil hen til en stor speedbåd og brugte bølgerne fra den til at forsøge at få Isabella smidt af. Det gjorde hun ikke, men hun røg mindst 1 meter op i luften og ned på baderingen igen. Til sidst endte det dog med, at Emil fik smidt hende af. Vi kom ind efter de andre, fordi alle på vores både gerne lige ville have en ekstra gang.

Vi fik desværre ikke sejlet så meget i ugen på grund af vejret. Men vi lærte alligevel rigtig meget af at være med, både at sejle baglæns og sejle uden ror, så jeg er blevet bedre til at sejle af at være med på sommersejlads. Og så havde vi det rigtig sjovt. Jeg vil gerne anbefale andre at være med, og jeg skal helt sikkert være med igen næste år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os