Forårsklargøring


Nu er det lige før forårsklargøringen skal i gang. Så snart vejret arter sig, vil bådejerne strømme til vinterpladserne, presenningen ryger af og så kan det ikke gå hurtigt nok med at få båden klargjort og i vandet. En ny dejlig sejlsæson venter.

Bæredygtighedsudvalget opfordrer til at bådejerne udviser hensyn og godt sømandskab i situationen.

Der er nogle lokale regler som man finder i Ordensreglementet for Horsens Marina. Kapitel 2 indeholder retningslinjer for Fartøjer på land. Se dem igennem og sørg for at overholde dem, – horsensmarina.dk

Hvis der skal slibes eller skrabes i den gamle bundmaling inden nyt skal påføres, så brug værktøj der er koblet på en støvsuger, så den gamle maling opsamles og ikke ender på jorden.

Man kan leje udstyr ved havnefogeden.

Vi har ingen vaskeplads til både i Horsens, så vaskevandet ender på jorden eller i havet. Men vi kan ved at være beviste om situationen og spare lidt på vandet.

Husk at få ryddet op straks efter at båden er sat i vandet og få fjernet stativet. Det er vigtigt at vinterpladsen/stævnepladsen bag Nyboder bliver ryddet, så der er plads til parkering, når sæsonen starter og forårets jollestævner går i gang. Reglerne siger at pladsen skal være ryddet 15. maj.

Vær opmærksom på affaldssortering herunder spildolie, tomme malerbøtter og pensler. Du kan smide rester af kemikalier og maling i Miljøskuret ved autocamperpladserne.

Bæredygtighedsudvalget ønsker alle en god sejlsæson.

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os