DM Bronze til Horsens J70 Team
3 Horsens Teams til DM for J70 i Aarhus
Der blev i sidste weekend afholdt de danske mesterskaber i J70 klassen, hvor ”Hvidløget” det horsensianske hold bestående af Morten Arndal, Morten Fjerbæk, Dennis Petersen og Martin Laursen kunne sikre sig dansk bronze.
Danmarksmesterskaberne blev afholdt på Aarhus bugten og havde i alt 24 deltagende både, heriblandt tre hold fra Horsens. Anne-Marie Rindom havde sin debut som rorgænger til et J70 mesterskab, med sig ombord havde hun et stærkt hold bestående af Nanna Schroll Nørregaard, Peter Bjerremand, Jacob Friis og Rasmus Damsgaard. Det sidste hold var ligaholdet Team Seahorsens med Jacob Nicolajsen ved roret, Andreas Skjerning, Marc Keene og Iben Nielsby.
Stævnet rakte over weekenden og det blev til seks sejladser i alt. Alle sejladser blev afholdt lørdag, grundet for meget vind om søndagen, hvor sejladserne blev afblæst.
Der var blandede vejrforhold i løbet af lørdagen, hvor første sejlads desværre blev skudt af grundet for let vind, her havde Rindom ellers lagt sig stærkt i front.
Regnen forsvandt og vinden stabiliserede sig mere i løbet af dagen. Her viste Arndal sine færdigheder, hvor holdet lavede både en 2. og en 1. plads. For de to andre hold blev det til lidt mere elevator sejlads. Rindom til at ende på en samlet 14. plads og Nikolajsen på en 6. plads blandt danskerne. Der er blevet etableret et stærkt felt i den danske J70 klasse, og det viser at det kræver den fulde koncentration at klare sig godt i det danske felt.
Vi er glade for at kunne have repræsenteret så mange Horsens sejlere ved J70 DM, og vi håber på lige så god deltagelse til DM næste år.
For J70 klassen i Horsens sejles der i øvrigt klubmesterskab på Horsens Fjord den 24. oktober