En Fyn Rundt beretning fra en af flere Horsens Sejlklub både, som tog turen rundt

Det var med højt humør og store forventninger, at holdet på Lamborghini Rumba – en klassisk Smaragd fra 1984 – gjorde klar til årets Fyn Cup fredag formiddag i Bogense. Besætningen, der ud over skipper Morten Arndal bestod af Brian Foged, Dennis Petersen og Morten Fjerbæk – analyserede strøm og vindspring og var enige om, at vejrudsigten matchede godt med bådens 1800 kilo bly i kølen og gode egenskaber på kryds i grov sø. Dog var der bekymring for om de store både ville få fordel af at starte senere, hvor vinden var blevet kraftigere og mere rum, men alt i alt så det fornuftigt ud.

Vi var kommet i et ”sæbekasseløb” med de mindste både, så efter en fornuftig start trak vi ret hurtigt fra de øvrige på et fint krydsben i 5-6 meters luft ned mod Tragten – om end særligt spækhuggerne med deres store genoa og de hurtige Expresser som sædvanlig bed fra sig. Ved Røjle Klint havde vi fanget en del af de foranstartende turbåde, og slået et godt hul til de andre både i vores start, så alt åndede fred og idyl.

Der var let medstrøm i Tragten, så det var relativt enkelt at komme igennem – fuld højde ved Strib Fyr, et enkelt slag mellem broerne, et kort spilerben midt i løbet mod vest og fra Gals Klint fuld kryds ned mod Stenderup Hage.

Første ”rigtige” taktiske valg var inden eller uden om Fænø Kalv. Her valgte vi ydersiden hvilket viste sig at være det rigtige, men forskellen var ikke ret stor. Vi havde på forhånd udpeget Scancap 99, Express og Melges 24 som vores største konkurrenter i bestræbelserne på at få en god overalt placering, og syd for Fænø fik vi for første gang øje på Scancapperne, der var startet 15 minutter efter os. Vi vurderede, at der var mellem 10 og 12 minutter ned til de forreste og med den fordel de havde haft ved at starte lidt senere end os, var det bestemt til at leve med da vi vidste, at de skulle sejle ca. 45 minutter hurtigere end os på hele turen for at slå os på måltallet.

Ned mod Brandsø stod vinden i sydøst. Vi havde rigtig fin gang i båden på krydset og holdt afstanden til de forreste Scancapper, der gik lidt længere inde mod Jyllandssiden og uden tvivl søgte den vinddrejning, der var lovet at skulle slå igennem mellem kl. 16 og 17. Vi drøftede intents om vi skulle følge med ind eller blive på ydersiden af Brandsø og valgte det sidste – hvilket skulle vise sig at blive intet mindre end KATASTROFALT!

Vores ræsonnement var, at ved at blive mellem vores konkurrenter og næste ”mærke” (der var fyret på sydvestspidsen af Bågø) ville vi komme ind i ”bananen” når vinddrejningen slog igennem og være klart tættere på næste rundingspunkt end dem der gik vest for Brandsø. Da vi nåede syd for øen, var vi som planlagt placeret mellem konkurrenterne og Bågø Fyr og havde øget afstanden til Scancapperne og Expresserne markant, så det så mere end lovende ud. Kort tid efter røg først en blå genakker og derefter en hvid spiler op på de to både der lå længst inde under land – på TracTrac kunne vi se, at det var Melges24 (som var startet 45 minutter efter os!!) og den hurtige Scancap Hvidunderet, der havde fået vinddrejningen først, men det tog vi roligt for vi vidste, at så snart vindspringet slog igennem, ville vi også kunne sætte spileren, da vores kurs til mærket var stort set den samme som deres.

Og goddaw mand økseskaft #1!

Der gik mere end en halv time før springet slog igennem til os og mens vi lå og sejlede fuld højde i ingen vind, var Melges24 dampet så langt ned mod Helnæs at vi stort set ikke kunne se den, Hvidunderet kommet næsten 10 minutter foran og de to Expresser og to andre Scancapper havde lukket hullet – så meget for den plan….

Nå – vi blev enige om at selv om et slag var tabt var der stadig en krig der skulle kæmpes, så da vinden slog igennem fik fi ENDELIG spileren op og kom afsted mod Helnæs på en hård skæring. Expresserne faldt stillet og roligt bagud igen, men Scancapperne kunne vi ikke følge på den kurs, så da vi var fremme ved Horne Land, var der tre Scancapper mellem 5 og 15 minutter foran og Melges24 kunne vi på trackeren se lå helt fremme ved Avernakø sammen med de store både, der også bragede forbi mens vi holdt ufrivillig siesta ved Bågø Fyr.

Fra Horne Land var der plat læns ind mod Svendborg i aftagende vind – og selv om Smaragdens spiler er væsentlig mindre end Scancappernes, kunne vi ikke bare holde trit med dem, vi fik faktisk hentet en smule ind inden Lenskov Pynt. Her kom den legendariske Ylva ”Den Røde Løber” op til os hvilket betød, at den allerede havde hentet 30 minutter hvilket heller ikke var et særlig godt tegn i bestræbelserne på at få en god placering overalt.

I Svendborg Sund var der kraftig medstrøm og spilersejlads – og med et par gode bomninger og manøvrer fik vi fanget Ylvaen igen og fik også møvet os forbi en X-37 samtidig med at vi holdt et par store ”kasser” bag os – endelig lidt optur. Ved Thurø Rev kunne vi på trackeren se, at den forreste Scancap Hvidunderet stadig var 10-12 minutter foran, mens de to andre var mellem 4 og 8 minutter fremme – det var faktisk også optur da det betød, at vi i det store hele havde sejlet lige op med dem siden ”katastrofen ved Bågø”. Expresserne lå bagude, men ikke mere end at vi stadig skulle være fokuserede hvis vi skulle nå de 50 minutter foran det krævede at slå dem på måltallet.

Storebælt var hurtig overstået – foran på tværs op til broen og en bønne slæk på skøderne herfra til Nordkosten. Enkelte både forsøgte sig med at gå vest om Vresen og øst om Romsø uden at det flyttede nævneværdigt på placeringerne. Vi kunne stadig se de forreste Scancapper da det blev lyst – en enkelt af dem endog meget tæt på, idet de af uransagelige årsager mente at de skulle slå ind mod land efter Storebæltsbroen selv om vi fint kunne holde op på bagbord halse. Ved Nordkosten var det således nogenlunde status quo – den forreste Scancap havde dog trukket lidt fra og var ca. 15 minutter foran, de to andre mellem 2 og 8 minutter fremme og til vores fornøjelse kunne vi se, at den Røde Løber kun var sejlet et par minutter fra os siden Thurø rev, så helt galt kunne det ikke være. Expresserne målte vi ved Storebæltsbroen til at være omkring 35 minutter efter – det betød at vi skulle sejle yderligere 15 minutter fra dem og med det lovede kryds hen over Nordfyn så det ikke helt skævt ud.

Ved Nordkosten slog langt hovedparten af feltet ind under Fyn som man ”plejer” – der er væsentlig mindre bølger under Flyvesandet og strømmen var også mere gunstig derinde. Der var blot den hage, at DMI havde lovet en højredrejning ikke så lang tid efter vi rundede, og vi havde i Smaragden gode erfaringer fra tidligere på med at søge dette vindspring. Vi fortsatte derfor udad på bagbord halse i grov strømsø, men efter omkring 10 minutters sejlads slog vi rundt i det vi mente var et ”konsolideringsslag” med den begrundelse, at vi nu lå på den rigtige side af feltet og ville få en eventuel vinddrejning først.

Og goddaw mand økseskaft #2!

Om det skyldes træthed, dumhed eller en kombination skal ikke kunne siges, men navigatøren (der som straf blev tvunget til at skrive denne artikel så alle kan se hvem fjolset er ;o) havde overset, at den forreste (og derfor klart ”farligste”) Scancap også havde søgt udad og lå langt fremme i læen da vi vendte ind under land. Og endnu engang fangede de vindspringet fuldstændig perfekt (som en af maksimalt 5 både i hele feltet) og da de endelig slog rundt, var det kun fordi vi havde TracTrac, at vi kunne identificere dem. Vi målet afstanden til mellem 20 og 25 minutter, og da de var startet 15 minutter før os, var gode råd ved at være dyre. Skulle vi fortsætte op mod Endelave i grov sø og modstrøm i håbet om en yderligere vinddrejning, eller skulle vi slå med ind og forsøge at begrænse tabet så vi kunne holde os foran på præmietid? Vi valgte det sidste, og da vi nåede ind under Flyvesandet kunne vi se at vi havde fanget den ene Scancap så helt skidt var det ikke – men Hvidunderets vidunderlige satsning havde bare båret meget mere frugt!

Herfra op til Æbelø sejlede vi nærmest på rad og række. Vinden var frisket hvilket betød, at Ylvaen for alvor fik strukket ben og trak fra på krydset, men vi holdt den ene Scancap bag os og da den anden fik haveri på storsejlet og kun sejlede med fok, fik vi (omend uendeligt langsomt – den krydsede FREMRAGENDE bare med fokken) også lagt den anden bag da vi rundede den røde bøje ved Æbelø. Her målte vi afstanden til Hvidunderet til at være meget tæt på den halve time vi kunne tåle, så vi vidste at vi skulle give den maksimalt gas det sidste stykke ind til målstregen. Her var der 5 graders slæk på og vi kunne på de bagvedliggende både se, at vi godt kunne holde trit med Scancapperne på den kurs – men lige før målstregen blev vi overhalet af en større båd og det betød en periode med turbulent vind og at vi måtte tage det læ mållinjemærke i stedet for det luv, hvilket vi målte til at koste omkring 10 sekunder.

Vi krydsede mållinjen kl. 10.36 efter godt og vel 23 timers sejlads – spændte på om det var nok til at vinde over Scancappen. Vi havde på det tidspunkt afskrevet Melges24 og var også ret overbeviste om, at de store både (GP42, HH 42 m.fl.) ville slå os på målet, da de kom usædvanligt tidligt op til os i år.

Da vi kom ind viste det sig, at vi Scancappen slog os med 3 sekunder (!!!!) på måltallet og at tre andre både havde en bedre præmietid – overraskende nok var det en Banner 30RC der lå nummer 1, næsten 40 minutter foran os på præmietid og to ”moderne” både der lå nummer 2 og 3 – Melges24 og de store både var alligevel ikke langt nok foran til at slå os.

Det var til at leve med – 40 minutter kunne vi ikke have hentet på de to vindspring, men da det kort tid efter viste sig, at Bannerens placering skyldtes en fejlregistrering og at vinderen (en moderne JPK10.80 lige foran ligeledes helt nye XR41) var knap 10 minutter foran, blev glæden over en samlet 4. plads blandet med en lidt bitter fornemmelse – havde vi bare ramt det ene af de to vindspring ordentligt, havde vi ligget rigtig godt til i forhold til den overaltsejr, som vi inderst inde havde håbet på.

Moralen er: Når der er mange både i spil til overaltsejren, må man ikke være for konservativ i sine valg – der er ALTID nogen der går all in og når det er så tæt som det er på DH, bliver man straffet hårdt hvis man ikke tør satse. Det tager vi med til næste år og så SKAL den være der ;o)

Tak til Morten for at lægge båd til og tak til Dennis og Brian for godt selskab undervejs – det var en hurtig, sjov og spændende tur og jeg glæder mig allerede til næste år (hvis jeg da får genvalg på trods af de taktiske brølere ;o)

På vegne af DEN159 Lamborghini Rumba

Morten Fjerbæk