Pas på ved indsejling til Horsens Marina!
Nedenstående er skrevet af Allan Skovby, der havde en kedelig oplevelse i Pinsen – til advarsel for andre sejlere. Allan har også slået det op på Horsens Marinas facebookgruppe hvor andre melder ind at de har oplevet noget tilsvarende, så PAS PÅ!
Jeg sejler i en sejlbåd med en dybgang på 2 meter, og i forbindelse med anløb af marinaen i mandags (2. pinsedag), hvor der var meget lavvandet, kunne jeg konstatere at dybden i den nye indsejling, helt ude fra sejlrenden og et stykke ind i hullet var under 2 meter, og kølen slæbte sig gennem mudderet.
Værre var det at på turen ind gennem indsejlingen, der ramte jeg store sten to gange, som formodentlig er rester fra den gamle estakade som ikke er gravet væk. Jeg sejlede forsigtigt, så jeg håber ikke at der er sket køl skader.
Jeg vedhæfter et billede som viser, at man sejler lige over den gamle estakadevæg under indsejling, samt et billede hvor dybden var under 2 meter helt ude fra sejlrenden.
Når man er kommet ind i bassinet, stiger dybden igen til ca. 2,5 meter, indtil man når ind til bådpladserne, hvor dybden igen falder.























