Vitus Bering er fyldt 50 år

VITUS BERING FYLDTE 50 ÅR DEN 15. NOVEMBER 2017

Horsens Sejlklubs uovertrufne ledsagerbåd Vitus Bering blev søsat første gang den 15. november 1967. Det kan vi fejre ved, at skrive det stolte skibs historie.

I perioden 1965 til 1969 var jeg medejer af Bjørn Olsens Bådeværft A/S i Stubbekøbing. På værftet byggede vi i disse år Nimbus 26, Nimbus 33 og udviklede Nimbus 30, der først kom på markedet i 1970. Bjørn Olsen tegnede alle bådene og han er også konstruktør af de kendte LA og LD Krydsere og han tegnede vores Vitus Bering. Bjørn tegnede LA-Krydseren, mens han var ansat på Göta Varvet i Gøteborg. Det var en af de første konstruktioner bygget af krydsfiner og belagt med glasfiber. Konstruktionen solgte Bjørn til Botved Boats, som producerede bådene i Guldborg ved Nykøbing Falster. Bjørn døbte den LA, som Løvsavs Akademiet. I begyndelsen af 60’serne startede Bjørn sit eget værft i Stubbekøbing og dermed  produktion af glasfiberbåde.  Nimbus 26 var stadig på knækspant. De større blev med rundspandt.

I Stubbekøbing var en pæn flåde af fiskebåde. Bland fiskeskipperne var Willy Madsen, som drev kasterusefiskeri med sin 26 fods træjolle. Kasterusefiskeri består i, at fiskeren, som er alene ombord, på dybt vand kaster sine ruser om morgenen og bjærger dem igen sidst på dagen. Willy fiskede 8 – 10 sømil øst for Falsters Kyst. Willy var dengang ca. 35 år, gift med Helen og havde 3 små børn.

Willy var en mand andre fiskere så op til, han var formand for Lolland Falsters Fiskeriforening og havde mange idéer og planer om effektivisering af fiskeriet. Han tænkte nye tanker og ikke alle fiskere var enig med ham.

I efteråret 1966 henvendte Willy sig til os og spurgte, om vi kunne konstruerer og bygge en fiskejolle til ham. Den skulle være ca. 30 fod og tom kunne sejle mindst 8 knob, så han, når ruserne var kastet kunne sejle ind til Hesnæs og hvile i stedet for at blive på havet.

Bjørn tegnede jollen, som fik navnet WM-jollen. Willy gjorde fiskeriministeriet interesseret i projektet og fik dem til at støtte udviklingen. Vi gik i gang med at udvikle jollen i snævert samarbejde med Willy – det gav mange lærerige nætter.

Byggeriet af jollen startede med, at spant blev monteret med bunden i vejret på en bedding og beklædt med ”planker” af skum. De blev samlet med feder og not og syet fast på spanterne med kobbertråd. Derefter blev det hele beklædt med glasfiber, slebet og malet med topcoat. Kobbertrådene klippede vi over indvendig, løftede jollen af spantene og beklædte den med glasfiber indvendigt. Ringdæk og det selvlænsende dæk med styrehus og dam blev støbt i en form, som vi også producerede på værftet.

Den 17. oktober 1967 drog Willy som sædvanligt ud på Østersøen for at kaste sine ruser. Han returnerede til Hesnæs Havn på Østfalster. Man ved, at han over middag, tidligere end normalt, fordi vinden friskede og der var varslet kuling, sejlede ud fra Hesnæs Havn for at bjærge sine garn og sin fangst. Vejret udartede sig ikke kun til kuling, men til århundredes vesten orkan. Danmark blev lukket, færgeruter indstillet, tusinder af hustage blev ødelagt, huse blæste omkuld og i de danske skove oplevede man det største stormfald i mands minde. Willy Madsen blev på havet og først 14 dage senere fandt man ham druknet, iført sin redningsvest ved Stevns Klint. Willy efterlod sig Helen og 3 små børn. Det var ubeskriveligt sørgeligt og kun ca. én måned før hans nye, større og hurtigere jolle var klar til arbejdet.

Vi søsatte i stilhed VM jollen i Stubbekøbing havn og prøvesejlede sammen med nogle af Willys kolleger. Den havde alle de egenskaber, som Willy havde planlagt. Efter Willy var der ikke rigtig nogen, der havde lyst til enmandsfiskeri så lang til havs, så vi måtte finde andre købere til jollen og projektet.

Værftet stod med et stort tilgodehavende og enken med en stor gæld til fiskeribanken. I januar 1968 sejlede jeg jollen til København for at vise den til Kongelige Grønlandske Handel, som havde vist interesse for projektet. De var begejstrede, men ingen tog beslutninger og det blev ikke rigtigt til noget. I maj 1968 fik jeg besøg af Viktor Jensen (formand i Horsens Sejlklub fra 1930 – 41). Han var juniorleder i Horsens Sejlklub, da jeg blev junior i 1956 og vi havde holdt kontakten. Jeg inviterede ham på stegte ål på Bogø Kro og vi sejlede over Grønsund i WM jollen. Han var vildt begejstret. Det var lige den ledsagerbåd, som Horsens Sejlklub stod og manglede. Bjørn Olsens Bådeværft A/S skulle havde kr. 43.000 for at dække sit tilgodehavende  – det var mange penge for klubben. Og hvad med gælden til fiskeribanken.

Viktor drog efter et par dage, hvor vi flere gange var på vandet i jollen, hjem til Horsens for at overbevis bestyrelsen og formand Erik ”Kit” Laursen om at klubben skulle købe båden. Erik Kit sendte en deputation bestående af B.W. Hansen, Christian ”Vulkano” Jakobsen, Christian Breving og  Dres Majlund til Stubbekøbing for at besigtige jollen. Det kunne naturligvis kun ske ved at sejle til Bogø – de havde jo hørt om kroens berømte stegte ål.

Deputationen besluttede, at de ville tage hjem og skaffe kr. 43.000. Vi gik i gang med fiskeribanken for at få jollen frigjort til salg. I februar 1969 afskrev banken sit tilgodehavende overfor enken og sit pant i jollen.

I Horsens Sejlklub startede en storstilet indsats for at skaffe pengene, klubkassen var tom. Breving- klubben (se 125 års jubilæumsbogen side 110) og ungdomsafdelingen, med Hans Jakobsen som primus motor, afholdt auktioner over Brevings malerier, puder, trøjer etc. lavet af klubbens piger/damer og alle mulige andre effekter. Der blev iværksat en indsamling blandt klubbens medlemmer og specielt de unge jollesejlere, som manglede et stabilt ledsager- og dommer fartøj, skæppede flot i kassen. Det lykkedes at samle pengene og i april 1969 kom Christian Jakobsen og Christian Breving til Stubbekøbing med pengene og de sejlede den nye Vitus Bering hjem til Horsens. Om denne 100 sømil lange færd gik der mange historier – man skulle ikke tro, at Christian og Christian havde sejlet den samme tur i samme båd. Specielt deres overnatning i Svendborg er omgivet med mystik.

Siden har Vitus Bering været en uvurderlig hjælper i Horsens Sejlklub. Den er kendt og misundt af alle andre sejlklubber.

Båden er født med en 3 cylinders Renault dieselmotor.  Vitus Bering blev hårdt brugt og i nogen grad misrøgtet på grund af pengemangel.  En gang i 70´serne sank hun, fordi nogen havde glem at sætte bundproppen i før søsætning fra den gamle bedding.

Kun Knud Hjersing og FinnFinns store indsats, hver gang hun var i nød, er årsag til, at vi stadig har hende i fin form efter over 50 år i klubbens eje. I midten af 80’serne sponsorerede Honum Æg en hovedrepareret 80 Hk Ford diesel. Knud og FinnFinn ombyggede motoren til maritimt brug, delvis med brug af dele fra den gamle Renault motor. Ca. 10 år senere forærede Mogens Miflex en fin Mercedes dieselmotor til klubben. Knud installerede også den og den dag i dag kører den stadig under Knuds kyndige pleje.

I 2008 fik Vitus Bering den helt store tur under vandlinjen. Sandblæsning, nye måtter, spartling, primer og bundfarve, så nu kan hun modstå havet i mange år.

Nils Buhl

Efterskrift

Da Mærsk McKinney Møller overdrog operaen til den danske stat, var det med ordene ”pas nu godt på den”.

Man kunne sige lidt det samme her.

Vitus Bering er et meget alsidigt fartøj, som anvendes til rigtig mange ting: Udlægning af bøjer, til de ugentlige kapsejladser, til stævner o.s.v. En arbejdshest, som klubben ikke vil kunne undvære. En formaning om fortsat vedligeholdelse er vel på sin plads. Og vi skal i tide søge løsninger for at holde hende sejlende, når Knud Hjersing går i land. Kun Knud kan holde hende kørende med nuværende motor. Enhver fremmed mekaniker vil løbe skrigende bort, hvis han blev sat ned i motorrummet på Vitus Bering. Vi må forudse en dag at stå med en regning til bl.a. en ny moderne marinemotor til Vitus Bering.