Horsens Sejlklub tildelt Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2020

Solstrålehistorie i en svær tid!

 

Indtil 2015 har TORM Fonden og Dansk Sejlunion uddelt henholdsvis TORM Prisen og TORM Ungdomslederprisen. Fra 2015 og frem er de to priser slået sammen til én pris: Klubudviklingsprisen.

Med Klubudviklingsprisen ønsker Dansk Sejlunion at anerkende det målrettede initiativ, den nyskabende idé eller den ekstraordinære indsats, som gør en forskel i klublivet, og som kan være til inspiration for alle i dansk sejlsport.

Kandidater til klubudviklingsprisen kan være en klub, en gruppe af personer eller en person i en klub.

Ud fra bruttolisten over indstillede kandidater bliver der nomineret op til otte topkandidater, blandt hvem priskomiteen i sidste ende udvælger modtageren af Dansk Sejlunions Klubudviklingspris.

Til klubudviklingsprisen 2020 var der i alt indstillet 16. 6 var nominerede.

Når de nominerede kandidater bliver offentliggjort kan sejler Danmark stemme på deres favoritkandidat.

En priskomité bestående af sportschef, formand og et bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion udvælger til sidst vinderen af “Klubudviklingsprisen”.

Med prisen følger en check på 20.000 kr. og en kæmpepokal skænket af TORM, som er evigt vandrede men som prismodtageren får til låns et år.


20.000 til Horsens Sejlklub

Klubudviklingsprisen bliver normalt offentliggjort og præmierne overrakt i f.m. Dansk Sejlunions generalforsamling, men da ingen i denne coronatid ved hvornår det bliver, har man gjort det lidt anderledes i år.

Den 25. marts blev der på Dansk Sejlunions facebookside fortalt, at man den 26. marts kl. 16.00 ville offentliggøre, hvem der har fået prisen. I et lille videoklip kom Dansk Sejlunions formanden Line Markert med nyheden. Check og pokal venter man så med til en passende lejlighed.


Thurø Sejlklub får ved Dansk Sejlunions generalforsamling i 2018 overrakt check og          
pokal. Giver et indtryk af hvor stor pokalen er!

Horsens Sejlklub var blandt de nominerede i 2018 og 2019 men i 2020 lykkedes det så at komme øverst på skamlen.


Dansk Sejlunions formand Line Markert

I sin tale sagde Dansk Sejlunions formand.

Horsens Sejlklub modtager Klubudviklingsprisen 2020, fordi klubben er et forbillede, som er værd at fremhæve! Horsens Sejlklub er et mønstereksempel på den bundsolide klub, som tager det lange seje træk.

”Klubben skaber tidssvarende tilbud til deres medlemmer, og klubben er altid villige til at bidrage til det store fællesskab. Logbogen er fyldt med gode eksempler. Jeg kan ikke nævne dem alle sammen, men jeg vil alligevel give nogle stykker. Horsens leverer sejladstilbud til deres medlemmer på allerhøjeste niveau – og til sejlere i alle aldre.

Klubben har set, at et godt sejlerliv kan starte på alle tidspunkter i livet. Klubben lærer børnene at sejle som små, de bakker sejlerne op hele vejen – ikke bare til, at de sejler Olympisk – men også bagefter.

Klubben har en stor og velfungerende voksensejlerskole, som forlænges med en mentorordning, som gør, at rigtig mange voksensejlerskole-elever får mod på at købe deres egen kølbåd. Og det suppleres så med at arrangere en række årlige klubture til deres tursejlere. For at vise alsidigheden er der også voksenkapsejlads for OK-joller.

Horsens Sejlklub har en lang tradition for at fostre dygtige og engagerede sejlere. Og alt tyder på, at det bliver klubben ved med!

Horsens Sejlklub er også gode til at gribe de muligheder og de opgaver, der opstår. Et eksempel er J/70erne, som klubben har købt, og at de engagerer sig 100 procent i J/70-miljøet – og ikke bare som sejlere men også som arrangør.

Et andet eksempel er, at Horsens i bedste stil sammen med Juelsminde og Snaptun tog fat i at arrangere DH-DM, da det var på paletten, og skulle arrangeres.

Dansk Sejlunion anerkender, at klubben også tager et stort ansvar socialt, når klubben tager nogle af de unge mennesker fra det lokale jobcenter og tager dem med ud at sejle og lærer dem at tro på sig selv. Også dér må vi takke Horsens for en god inspiration.

Ildsjælene i klubben er ydmyge, så der bliver ikke nævnt meget om egne fortrin, og set udefra er det endnu et tegn på jeres meget store format!

Kære Horsens Sejlklub! I har så meget fortjent denne her pris!

Dansk Sejlunion og hele sejler Danmark ønsker jer et kæmpe stort tillykke! Vi glæder os til at følge jeres udvikling og at blive inspireret fremover! Tillykke!

I en hurtig kommentar sagde Bjarne Hansen, formand for Horsens Sejlklub:

Tillykke med os, det er dejligt når der kommer et skulderklap til hele klubben.

Tak til jer alle for indsatserne på hver jeres plads.

Vi har godt været klar over at vi sammen var noget stort, men det er sindsygt dejligt når andre også kan se det.

Efterfølgende blev der optaget en kort video med Bjarne og sendt til Dansk Sejlunion med klubbens tak for prisen. Se videoen på dette link

Det er dejligt for en klub at modtage en sådan anerkendelse. Pengebeløbet er altid dejligt, den store pokal vil pynte i klubhuset og så er der det det skulderklap som formanden taler om. Det er til hele klubben det kan vi alle være stolte af og glade for. (CG)

Se mere på dansksejlunion.dk

Tak til vores samarbejdspartnere:

;