Forvirring om duelighedsbeviset
af Frank Flemming Pedersen
Juli 2023 trådte ny bekendtgørelse i kraft om bevis for bestået duelighedsprøve i kraft, og den har afstedkommet en vis usikkerhed i sejlerkredse om hvordan, man erhverver de forskellige beviser til fritidssejlads, og ikke mindst hvilke fartøjer beviserne giver adgang til at føre.
Vi forsøger her, sammen med Urd Kornø Rasmussen, som er bredde- og uddannelseskonsulent i Dansk Sejlunion, at redde trådene ud.
“Officielt er der ikke noget, der hedder “Duelighedsbevis” mere. I stedet er der nu to beviser, som fritidssejlerne skal forholde sig til. Det ene er Sønæringsbevis duelighedsbevis, som skal bestilles hos Søfartsstyrelsen. For at få dette bevis, skal man have bestået en teoretisk og en praktisk duelighedsprøve. Den praktiske duelighedsprøve kan erstattes af en speedbådsprøve,” fortæller Urd Kornø Rasmussen og fortsætter:
Vandscooterbevis
“Det andet bevis hedder: Bevis for bestået duelighedsprøve. For at erhverve dette, skal man have bestået den teoretiske duelighedsprøve og den praktiske duelighedsprøve. Beviset udstedes af en bevisudbyder – f.eks. Dansk Sejlunion. Men for bevis for bestået duelighedsprøve gælder, at den praktiske duelighedsprøve ikke kan erstattes af speedbådsprøven”.
GAMMELT “DUELIGHEDSBEVIS”
De sejlere, der har et duelighedsbevis, der er udstedt før 1. juli, kan uden problemer føre speedbåd. Men vel at mærke kun, hvis der på deres bevis står “Powerboat”. Uden en sådan anmærkning er det ikke tilladt at føre speedbåd. Men man kan dog bestille et speedbådskørekort hos en udbyder uden at skulle til yderligere prøver eller eksaminer.
ANDRE ÆNDRINGER
For Sønæringsbevis til Yachtskipper 3 er der også en ændring. Det er nu et krav, at man inden Y3 prøven har bestået den teoretiske og den praktiske duelighedsprøve. Speedbådsbeviset er altså ikke længere adgangsgivende til Y3-prøven.
For Sønæringsbevis til Yachtskipper 1 kan man nu optjene de påkrævede 6 måneders fartstid i fartøjer på minimum 10 meter i længden. Det kræver, at man findes egnet ved en realkompetencevurdering. Der er i øjeblikket ingen aktører, der udbyder denne realkompetencevurdering, men Dansk Sejlunion arbejder på fremadrettet at kunne udbyde en sådan, fortæller Urd Kornø Rasmussen.
MERE AT VIDE
Duelighedsprøven i sejlads for fritidssejlere benyttes af mange fritidssejlere, som en mulighed for at blive uddannet og bedre kvalificeret til at sejle. Du kan læse mere om lovkravene og de enkelte prøve- og bevistyper på Søfartsstyrelses hjemmeside: https://www.soefartsstyrelsen.dk/fritidssejlads/beviser-og-certifikater