Horsens Sejlklubs historie

1879 - 2017

Stiftelse

Fredag den 12. september 1879 blev afholdt stiftende generalforsamling i Horsens Sejladsforening, det der senere blev til Horsens Sejlklub.

Søndagen før havde man afholdt en kapsejlads og ved den afsluttende fælles spisning blev det besluttet at stifte en forening, – den første idrætsforening i byen og den 6’te  sejlklub/-forening i landet. Redaktør Emil Bojsen blev foreningens første formand.

Danmarks første ungdomsafdeling

I 1914 etablerer Horsens Sejlklub, som den første i landet, en ungdomsafdeling. Et arbejde, der mange år senere, har fostret flere topsejlere.

Klubbens stander

Man valgte en klubstander i dannebrogsfarver. Et hvidt Sankt Georgskors på rød bund. Ikke en stander der forsvinder for øjet, når man kigger op mod standeren med himlen som baggrund.

Kort om markante perioder

Der har været flere markante perioder gennem årene. Krigsårene var noget særligt. Markante perioder med selvbyggerprojekter. Kapsejlads – det idrætslige- har altid været i højsæde, godt kombineret med tursejlads.

 

Store resultater

Store sportslige præstationer har der været. De ugentlige lokale kapsejladser har dannet grundlag for, at Sejlere fra Horsens Sejlklub er nået helt til tops.

OL i Helsingfors i 1952
Ved OL i Helsingfors i 1952 deltog Horsenssejleren Poul Ohff med sine to gaster Ingemand Bylling Jensen og Henning ”maler” Christensen i 5,5 m klassen.

OL i Seoul 1988
Steen Secher har som gast i Jesper Banks Soling hentet en bronze ved OL i Seoul 1988.

OL Barcelona 1992
Steen Secher deltog igen i 1992 i OL som gast i Jesper Banks Soling, hvor de vandt guld i Barcelona.

OL i London 2012
Anne Marie Rindom deltog i OL i London 2012.

OL i Rio 2016
Anne Marie Rindom vandt bronze i Rio 2016 i Laser Radial. I Rio deltog endnu en Horsens sejler Annette Viborg i Nacra 17.

Ud over de her nævnte flotte OL deltagelser/resultater har Horsens Sejlklub hjemtaget et utal af danske-, nordiske-, europæiske- og verdensmesterskaber.

Læs mere om Horsens til OL i 2016 og 2020 under OnBoard.

 

Mange markante ledere, trænere og dommere

Idrætspolitisk har Horsens Sejlklub fostret flere markante ledere, træner og dommere.

Erik Laursen

Erik Laursen var på en gang formand for Horsens Sejlklub, formand for Jysk Sejlunion, næstformand i Dansk Sejlunion og medlem af Kongelig Dansk Yachtklubs bestyrelse.

Carl Gerstrøm var formand i Horsens Sejlklub en årrække, næstformand i og senere formand for Dansk Sejlunion, formand for Nordisk Bådråd og  Vicepræsident i European Saling Association.

I øjeblikket er Peter Bjerremann bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion.

 

“Kongerækken”

På væggen i klubhuset hænger kongerækken – portrætter af Horsens Sejlklubs formænd gennem 138 år. Alle har de ydet en stor frivillig indsats i en markant hæderkronet stor provinssejlklub.

I Horsens Sejlklub har man vedtægtsbestemt, indført ved klubbens 60-årsjubilæum, et ærestegn, som kan tildeles en person, der i særlig grad har virket til gavn for klubben. I alt har 23 personer modtaget denne hæder. I forbindelse med Horsens sejlklubs 100 års jubilæum blev indstiftet et hæderstegn som i alt 10 har modtaget.

Æres- og hædersmedlemmer

Liste kommer på.

 

 

 

 

 

Klubhuset

I Horsens Sejlklub har klubhuset sin helt egne historie. Det første klubhus blev tegnet af den siden så berømte ark. Viggo Norn. Huset blev opført i 1915 på en ø midt i industrihavnen og alle fritidsbådene lå rundt om øen.

Senere blev huset i 1931 på to store pramme fragtet til fastlandet yderst på pynten.

Der lå det til det blev revet ned og erstattet af et nyt, større og mere moderne højvandssikret hus i 2014.

Ideer fra det oprindelige hus er ført videre i det nye i respekt for Viggo Norns arbejde. Opførelse af et nyt klubhus er den største og mest markante beslutning i Horsens Sejlklubs historie. Fremragende arbejde i bestyrelsen, godt samarbejde med Horsens Kommune og suveræn opbakning fra medlemmerne gik hånd i hånd med en lokal sejlsportsinteresseret entreprenør, –  til tiden og til prisen!!

Byggesummen på ca. 11 mill. kr. blev tilvejebragt med ca. halvdelen som gaver/donationer og den anden halvdel som låntagning.

Klubbens flåde

Optimistjoller og Fevaer
Horsens Sejlklub råder over en betydelig flåde. Først og fremmest et stort antal fartøjer til brug i ungdomsarbejdet. Primært optimistjoller men også flere typer nyere og mere moderne fartøjer.

Ledsagerbåde
Børn på vandet og ikke mindst kapsejlads kræver ledsagerbåde til udlægning af baner, mulighed for at trænere/instruktører/dommere kan komme rundt på vandet.

Vitus Bering
Horsens Sejlklubs berømte ledsagerfartøj fortjener en omtale og side for sig til at fortælle den spændende historie om, hvordan den blev kontrueret, erhvervet, brugt og vedligeholdt i 50 år.

Læs historien: Vitus Bering fylder 50 år i 2017.

H-både
Sejlerskolen råder over 5 kølbåde som anvendes til undervisning af voksne. Ud over den praktiske sejlads i sæsonen modtager eleverne teoretisk undervisning i navigation, sikkerhed m.m. i vintermånederne. Undervisningen afsluttes med en prøve, – et duelighedsbevis. Flere elever fortsætter på klubbens kapsejladsskole, og nogle tager de videregående uddannelser yachtskipper I og II.

 

Jubilæumsbog

I forbindelse med Horsens Sejlklubs 125 års jubilæum blev der udgivet en jubilæumsbog, hvor man kan læse meget mere om Horsens Sejlklubs historie.

Der udgives et stor og flot klubblad 4 gange årligt i et oplag på 800 stk. Klubben har en hjemmeside, flere Facebook grupper, nyhedsbrev, infotavler m.m.

 

Fakta:

  • 1.1. 2017 628 medlemmer
  • Stor velfungerende voksensejlerskole
  • Stor ungdomsafdeling
  • Flere kapsejlere på højt nationalt niveau
  • En håndfuld kapsejlere på allerhøjeste internationale niveau
  • En velfungerende pigeafdeling
  • Lokale aftenkapsejladser
  • Afholdelse af årlige kapsejladsstævner
  • Mange aftenarrangementer
  • Flere årlige ture
  • Omfattende formidling via klubblad, hjemmeside m.m.

 

Flere historier

Har du oplysninger og billeder, der kunne være spændende at dele med sejlklubbens medlemmer, så send Carl en mail med oplysningerne:
Carl Gerstrøm
E-mail: gerstroem@stofanet.dk
Tlf: 2346 5603